Hebræos 10
1 Umbram enim habens lex futurorum bonorum, non ipsam imaginem rerum: per singulos annos eisdem ipsis hostiis, quas offerunt indesinenter, numquam potest accedentes perfectos facere:
Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme aarlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed.
2 alioquin cessassent offerri: ideo quod nullam haberent ultra conscientiam peccati, cultores semel mundati:
Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, naar de een Gang vare rensede?
3 sed in ipsis commemoratio peccatorum per singulos annos fit.
Men ved Ofrene sker Aar for Aar Ihukommelse af Synder.
4 impossibile enim est sanguine taurorum et hircorum auferri peccata.
Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder.
5 Ideo ingrediens mundum dicit: Hostiam, et oblationem noluisti: corpus autem aptasti mihi:
Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: „Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig;
6 holocaustomata pro peccato non tibi placuerunt.
Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i.
7 Tunc dixi: Ecce venio: in capite libri scriptum est de me: Ut faciam, Deus, voluntatem tuam.
Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie.‟
8 Superius dicens: Quia hostias, et oblationes, et holocaustomata pro peccato noluisti, nec placita sunt tibi, quae secundum legem offeruntur,
Medens han først siger: „Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i‟ (og disse frembæres dog efter Loven),
9 tunc dixi: Ecce venio, ut faciam, Deus, voluntatem tuam: aufert primum, ut sequens statuat.
saa har han derefter sagt: „Se, jeg er kommen for at gøre din Villie.‟ Han ophæver det første for at fastsætte det andet.
10 In qua voluntate sanctificati sumus per oblationem corporis Iesu Christi semel.
Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle.
11 Et omnis quidem sacerdos praesto est quotidie ministrans, et easdem saepe offerens hostias, quae numquam possunt auferre peccata:
Og hver Præst staar daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder.
12 hic autem unam pro peccatis offerens hostiam, in sempiternum sedet in dextera Dei,
Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Haand,
13 de cetero expectans donec ponantur inimici eius scabellum pedum eius.
idet han forøvrigt venter paa, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder.
14 Una enim oblatione, consummavit in sempiternum sanctificatos.
Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges.
15 Contestatur autem nos et Spiritus sanctus. Postquam enim dixit:
Men ogsaa den Helligaand giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt:
16 Hoc autem testamentum, quod testabor ad illos post dies illos, dicit Dominus: Dabo leges meas in cordibus eorum, et in mentibus eorum superscribam eas:
„Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage, ‟ siger Herren: „Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind,
17 et peccatorum, et iniquitatum eorum iam non recordabor amplius.
og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme.‟
18 Ubi autem horum remissio: iam non est oblatio pro peccato.
Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd.
19 Habentes itaque fratres fiduciam in introitu sanctorum in sanguine Christi,
Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod,
20 quam initiavit nobis viam novam, et viventem per velamen, id est, carnem suam,
som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød,
21 et sacerdotem magnum super domum Dei:
og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus:
22 accedamus cum vero corde in plenitudine fidei, aspersi corda a conscientia mala, et abluti corpus aqua munda,
Saa lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand;
23 teneamus spei nostrae confessionem indeclinabilem, (fidelis enim est qui repromisit),
lader os fastholde Haabets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen;
24 et consideremus invicem in provocationem charitatis, et bonorum operum:
og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger
25 non deserentes collectionem nostram, sicut consuetudinis est quibusdam, sed consolantes, et tanto magis quanto videritis appropinquantem diem.
og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det saa meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig.
26 Voluntarie enim peccantibus nobis post acceptam notitiam veritatis, iam non relinquitur pro peccatis hostia,
Thi synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder,
27 terribilis autem quaedam expectatio iudicii, et ignis aemulatio, quae consumptura est adversarios.
men en frygtelig Forventelse af Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige.
28 Irritam quis faciens legem Moysi, sine ulla miseratione duobus vel tribus testibus moritur:
Naar en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed paa to eller tre Vidners Udsagn;
29 quanto magis putatis deteriora mereri supplicia qui filium Dei conculcaverit, et sanguinem testamenti pollutum duxerit, in quo sanctificatus est, et spiritui gratiae contumeliam fecerit?
hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhaaner Naadens Aand?
30 Scimus enim qui dixit: Mihi vindictam, et ego retribuam. Et iterum: Quia iudicabit Dominus populum suum.
Thi vi kende den, som har sagt: „Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren; ‟ og fremdeles: „Herren skal dømme sit Folk.‟
31 Horrendum est incidere in manus Dei viventis.
Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.
32 Rememoramini autem pristinos dies, in quibus illuminati, magnum certamen sustinuistis passionum:
Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser,
33 et in altero quidem opprobriis, et tribulationibus spectaculum facti: in altero autem socii taliter conversantium effecti.
idet I dels selv ved Forhaanelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede saadanne Kaar.
34 Nam et vinctis compassi estis, et rapinam bonorum vestrorum cum gaudio suscepistis, cognoscentes vos habere meliorem, et manentem substantiam.
Thi baade havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom.
35 Nolite itaque amittere confidentiam vestram, quae magnam habet remunerationem.
Kaster altsaa ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning;
36 Patientia enim vobis necessaria est: ut voluntatem Dei facientes, reportetis promissionem.
thi I have Udholdenhed nødig, for at I, naar I have gjort Guds Villie, kunne opnaa Forjættelsen.
37 Adhuc enim modicum aliquantulumque, qui venturus est, veniet, et non tardabit.
Thi „der er endnu kun en saare liden Stund, saa kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve.
38 iustus autem meus ex fide vivit. quod si subtraxerit se, non placebit animae meae.
Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.‟
39 Nos autem non sumus subtractionis filii in perditionem, sed fidei in acquisitionem animae.
Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse.
