Ecclesiastes 7
1 Melius est nomen bonum, quam unguenta pretiosa: et dies mortis die nativitatis.
Godt Navn er bedre end ypperlig Salve, Dødsdag bedre end Fødselsdag;
2 Melius est ire ad domum luctus, quam ad domum convivii: in illa enim finis cunctorum admonetur hominum, et vivens cogitat quid futurum sit.
bedre at gaa til et Sørgehus end at gaa til et Gildehus; thi hist er alle Menneskers Ende, og de levende bør tage det til Hjerte.
3 Melior est ira risu: quia per tristitiam vultus, corrigitur animus delinquentis.
Bedre Græmmelse end Latter, thi er Minerne mørke, har Hjertet det godt.
4 Cor sapientium ubi tristitia est, et cor stultorum ubi laetitia.
De vises Hjerte er i Sørgehuset. Taabernes Hjerte i Glædeshuset.
5 Melius est a sapiente corripi, quam stultorum adulatione decipi.
Bedre at høre paa Vismands Skænd end at høre paa Taabers Sang.
6 quia sicut sonitus spinarum ardentium sub olla, sic risus stulti: sed et hoc vanitas.
Som Tjørnekvistes Knitren under Gryden er Taabers Latter; ogsaa det er Tomhed.
7 Calumnia conturbat sapientem, et perdet robur cordis illius.
Thi uredelig Vinding gør Vismand til Daare, og Stikpenge ødelægger Hjertet.
8 Melior est finis orationis, quam principium. Melior est patiens arrogante.
En Sags Udgang er bedre end dens Indgang, Taalmod er bedre end Hovmod.
9 Ne sis velox ad irascendum: quia ira in sinu stulti requiescit.
Vær ikke hastig i dit Sind til at græmmes, thi Græmmelse bor i Taabers Bryst.
10 Ne dicas: Quid putas causae est quod priora tempora meliora fuere quam nunc sunt? stulta enim est huiuscemodi interrogatio.
Spørg ikke: »Hvoraf kommer det, at de gamle Dage var bedre end vore?« Thi saaledes spørger du ikke med Visdom.
11 Utilior est sapientia cum divitiis, et magis prodest videntibus solem.
Bedre er Visdom end Arv, en Fordel for dem, som skuer Solen;
12 Sicut enim protegit sapientia, sic protegit pecunia. hoc autem plus habet eruditio et sapientia, quod vitam tribuunt possessori suo.
thi Visdom skygger, som Penge skygger, men Kundskabs Fortrin er dette, at Visdom holder sin Mand i Live.
13 Considera opera Dei, quod nemo possit corrigere quem ille despexerit.
Se paa Guds Værk! Hvo kan rette, hvad han har gjort kroget?
14 In die bona fruere bonis, et malam diem praecave. sicut enim hanc, sic et illam fecit Deus, ut non inveniat homo contra eum iustas querimonias.
Vær ved godt Mod paa den gode Dag og indse paa den onde Dag, at Gud skabte denne saavel som hin, for at Mennesket ikke skal finde noget efter sig.
15 Haec quoque vidi in diebus vanitatis meae: Iustus perit in iustitia sua, et impius multo vivit tempore in malitia sua.
Begge Dele saa jeg i mine tomme Dage: Der er retfærdige, som omkommer i deres Retfærdighed, og der er gudløse, som lever længe i deres Ondskab.
16 Noli esse iustus multum: neque plus sapias quam necesse est, ne obstupescas.
Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv?
17 Ne impie agas multum: et noli esse stultus, ne moriaris in tempore non tuo.
Vær ikke alt for gudløs og vær ingen Daare; hvorfor vil du dø i Utide?
18 Bonum est te sustentare iustum, et ab illo ne subtrahas manum tuam: quia qui timet Deum, nihil negligit.
Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper det andet; thi den, der frygter Gud, vil undgaa begge Farer.
19 Sapientia confortavit sapientem super decem principes civitatis.
Visdom gør Vismand stærkere end ti Magthavere i Byen.
20 Non est enim homo iustus in terra, qui faciat bonum, et non peccet.
Thi intet Menneske er saa retfærdigt paa Jorden, at han kun gør gode Gerninger og aldrig synder.
21 Sed et cunctis sermonibus, qui dicuntur, ne accomodes cor tuum: ne forte audias servum tuum maledicentem tibi.
Giv ikke Agt paa alle de Ord, Folk siger, at du ikke skal høre din Træl forbande dig;
22 scit enim conscientia tua, quia et tu crebro maledixisti aliis.
thi du ved med dig selv, at ogsaa du mange Gange har forbandet andre.
23 Cuncta tentavi in sapientia. Dixi: Sapiens efficiar: et ipsa longius recessit a me
Alt dette ransagede jeg med Visdom; jeg tænkte: »Jeg vil vorde viis.« Men Visdom holdt sig langt fra mig;
24 multo magis quam erat: et alta profunditas, quis inveniet eam?
Tingenes Grund er langt borte, saa dyb, saa dyb; hvem kan finde den?
25 Lustravi universa animo meo, ut scirem, et considerarem, et quaererem sapientiam, et rationem: et ut cognoscerem impietatem stulti, et errorem imprudentium:
Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og Granskning og til at søge efter Visdom og sikker Viden og til at kende, at Gudløshed er Taabelighed, Daarskab Vanvid.
26 et inveni amariorem morte mulierem, quae laqueus venatorum est, et sagena cor eius, vincula sunt manus illius. qui placet Deo, effugiet illam: qui autem peccator est, capietur ab illa.
Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn; hendes Hjerte er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange.
27 Ecce hoc inveni, dixit Ecclesiastes, unum et alterum, ut invenirem rationem,
Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikeren, ved at lægge det ene til det andet for at drage min Slutning.
28 quam adhuc quaerit anima mea, et non inveni. Virum de mille unum reperi, mulierem ex omnibus non inveni.
Hvad min Sjæl stadig søgte, men ikke fandt, er dette: Een Mand fandt jeg blandt tusind, men en Kvinde fandt jeg ikke i hele Flokken.
29 Solummodo hoc inveni, quod fecerit Deus hominem rectum, et ipse se infinitis miscuerit quaestionibus. Quis talis ut sapiens est? et quis cognovit solutionem verbi?
Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør være; men de har saa mange sære Ting for.
