Psalmorum 88
1 Canticum Psalmi, filiis Core, in finem, pro Maheleth ad respondendum. Intellectus Eman Ezrahitæ. Domine, Deus salutis meæ, in die clamavi et nocte coram te.
(En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
2 Intret in conspectu tuo oratio mea, inclina aurem tuam ad precem meam.
lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol h7585)
4 Æstimatus sum cum descendentibus in lacum, factus sum sicut homo sine adjutorio,
jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
5 inter mortuos liber; sicut vulnerati dormientes in sepulchris, quorum non es memor amplius, et ipsi de manu tua repulsi sunt.
kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
6 Posuerunt me in lacu inferiori, in tenebrosis, et in umbra mortis.
Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
7 Super me confirmatus est furor tuus, et omnes fluctus tuos induxisti super me.
tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)
8 Longe fecisti notos meos a me; posuerunt me abominationem sibi. Traditus sum, et non egrediebar;
Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
9 oculi mei languerunt præ inopia. Clamavi ad te, Domine, tota die; expandi ad te manus meas.
mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
10 Numquid mortuis facies mirabilia? aut medici suscitabunt, et confitebuntur tibi?
Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)
11 Numquid narrabit aliquis in sepulchro misericordiam tuam, et veritatem tuam in perditione?
Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
12 Numquid cognoscentur in tenebris mirabilia tua? et justitia tua in terra oblivionis?
Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
13 Et ego ad te, Domine, clamavi, et mane oratio mea præveniet te.
Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
14 Ut quid, Domine, repellis orationem meam; avertis faciem tuam a me?
Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
15 Pauper sum ego, et in laboribus a juventute mea; exaltatus autem, humiliatus sum et conturbatus.
Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
16 In me transierunt iræ tuæ, et terrores tui conturbaverunt me:
din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
17 circumdederunt me sicut aqua tota die; circumdederunt me simul.
som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
18 Elongasti a me amicum et proximum, et notos meos a miseria.
Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
