Psalmorum 69
1 In finem, pro iis qui commutabuntur. David. Salvum me fac, Deus, quoniam intraverunt aquæ usque ad animam meam.
Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.
2 Infixus sum in limo profundi et non est substantia. Veni in altitudinem maris, et tempestas demersit me.
Frels mig Gud, thi Vandene naar mig til Sjælen,
3 Laboravi clamans, raucæ factæ sunt fauces meæ; defecerunt oculi mei, dum spero in Deum meum.
jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen gaar over mig;
4 Multiplicati sunt super capillos capitis mei qui oderunt me gratis. Confortati sunt qui persecuti sunt me inimici mei injuste; quæ non rapui, tunc exsolvebam.
træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie paa min Gud;
5 Deus, tu scis insipientiam meam; et delicta mea a te non sunt abscondita.
flere end mit Hoveds Haar er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
6 Non erubescant in me qui exspectant te, Domine, Domine virtutum; non confundantur super me qui quærunt te, Deus Israël.
Gud, du kender min Daarskab, min Skyld er ej skjult for dig.
7 Quoniam propter te sustinui opprobrium; operuit confusio faciem meam.
Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier paa dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem, der søger dig, Israels Gud!
8 Extraneus factus sum fratribus meis, et peregrinus filiis matris meæ.
Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Aasyn dækkes af Skændsel;
9 Quoniam zelus domus tuæ comedit me, et opprobria exprobrantium tibi ceciderunt super me.
fremmed er jeg for mine Brødre, en Udlænding for min Moders Sønner.
10 Et operui in jejunio animam meam, et factum est in opprobrium mihi.
Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet paa mig;
11 Et posui vestimentum meum cilicium; et factus sum illis in parabolam.
jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
12 Adversum me loquebantur qui sedebant in porta, et in me psallebant qui bibebant vinum.
i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
13 Ego vero orationem meam ad te, Domine; tempus beneplaciti, Deus. In multitudine misericordiæ tuæ, exaudi me in veritate salutis tuæ.
De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
14 Eripe me de luto, ut non infigar; libera me ab iis qui oderunt me, et de profundis aquarum.
Men jeg beder, HERRE, til dig i Naadens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
15 Non me demergat tempestas aquæ, neque absorbeat me profundum, neque urgeat super me puteus os suum.
Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
16 Exaudi me, Domine, quoniam benigna est misericordia tua; secundum multitudinem miserationum tuarum respice in me.
lad Strømmen ikke gaa over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
17 Et ne avertas faciem tuam a puero tuo; quoniam tribulor, velociter exaudi me.
Svar mig, HERRE, thi god er din Naade, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
18 Intende animæ meæ, et libera eam; propter inimicos meos, eripe me.
dit Aasyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Vaade, skynd dig og svar mig;
19 Tu scis improperium meum, et confusionem meam, et reverentiam meam;
kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
20 in conspectu tuo sunt omnes qui tribulant me. Improperium exspectavit cor meum et miseriam: et sustinui qui simul contristaretur, et non fuit; et qui consolaretur, et non inveni.
Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede paa alle mine Fjender.
21 Et dederunt in escam meam fel, et in siti mea potaverunt me aceto.
Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves paa Medynk, paa Trøstere uden at finde;
22 Fiat mensa eorum coram ipsis in laqueum, et in retributiones, et in scandalum.
de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
23 Obscurentur oculi eorum, ne videant, et dorsum eorum semper incurva.
Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
24 Effunde super eos iram tuam, et furor iræ tuæ comprehendat eos.
lad Øjnene slukkes, saa Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
25 Fiat habitatio eorum deserta, et in tabernaculis eorum non sit qui inhabitet.
Din Vrede udøse du over dem, din glødende Harme naa dem;
26 Quoniam quem tu percussisti persecuti sunt, et super dolorem vulnerum meorum addiderunt.
deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
27 Appone iniquitatem super iniquitatem eorum, et non intrent in justitiam tuam.
Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du saared.
28 Deleantur de libro viventium, et cum justis non scribantur.
Tilregn dem hver eneste Brøde, lad dem ikke faa Del i din Retfærd;
29 Ego sum pauper et dolens; salus tua, Deus, suscepit me.
lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
30 Laudabo nomen Dei cum cantico, et magnificabo eum in laude:
Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
31 et placebit Deo super vitulum novellum, cornua producentem et ungulas.
Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
32 Videant pauperes, et lætentur; quærite Deum, et vivet anima vestra:
det er mer for HERREN end Okser, end Tyre med Horn og Klove!
33 quoniam exaudivit pauperes Dominus, et vinctos suos non despexit.
Naar de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
34 Laudent illum cæli et terra; mare, et omnia reptilia in eis.
Thi HERREN laaner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
35 Quoniam Deus salvam faciet Sion, et ædificabuntur civitates Juda, et inhabitabunt ibi, et hæreditate acquirent eam.
Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
36 Et semen servorum ejus possidebit eam; et qui diligunt nomen ejus habitabunt in ea.
thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje; hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
