Psalmorum 59
1 In finem, ne disperdas. David in tituli inscriptionem, quando misit Saul et custodivit domum ejus ut eum interficeret. Eripe me de inimicis meis, Deus meus, et ab insurgentibus in me libera me.
(Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da Saul sendte folk, som skulle vogte huset for at dræbe ham.) Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;
2 Eripe me de operantibus iniquitatem, et de viris sanguinum salva me.
fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
3 Quia ecce ceperunt animam meam; irruerunt in me fortes.
Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
4 Neque iniquitas mea, neque peccatum meum, Domine; sine iniquitate cucurri, et direxi.
Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!
5 Exsurge in occursum meum, et vide: et tu, Domine Deus virtutum, Deus Israël, intende ad visitandas omnes gentes: non miserearis omnibus qui operantur iniquitatem.
Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! (Sela)
6 Convertentur ad vesperam, et famem patientur ut canes: et circuibunt civitatem.
Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!
7 Ecce loquentur in ore suo, et gladius in labiis eorum: quoniam quis audivit?
Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"
8 Et tu, Domine, deridebis eos; ad nihilum deduces omnes gentes.
Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
9 Fortitudinem meam ad te custodiam, quia, Deus, susceptor meus es:
dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
10 Deus meus misericordia ejus præveniet me.
med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!
11 Deus ostendet mihi super inimicos meos: ne occidas eos, nequando obliviscantur populi mei. Disperge illos in virtute tua, et depone eos, protector meus, Domine:
Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,
12 delictum oris eorum, sermonem labiorum ipsorum; et comprehendantur in superbia sua. Et de execratione et mendacio annuntiabuntur
giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
13 in consummatione: in ira consummationis, et non erunt. Et scient quia Deus dominabitur Jacob, et finium terræ.
udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! (Sela)
14 Convertentur ad vesperam, et famem patientur ut canes: et circuibunt civitatem.
Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,
15 Ipsi dispergentur ad manducandum; si vero non fuerint saturati, et murmurabunt.
vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
16 Ego autem cantabo fortitudinem tuam, et exsultabo mane misericordiam tuam: quia factus es susceptor meus, et refugium meum in die tribulationis meæ.
Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.
17 Adjutor meus, tibi psallam, quia Deus susceptor meus es; Deus meus, misericordia mea.
Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.
