Psalmorum 59
1 In finem, ne disperdas. David in tituli inscriptionem, quando misit Saul et custodivit domum ejus ut eum interficeret. Eripe me de inimicis meis, Deus meus, et ab insurgentibus in me libera me.
Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham.
2 Eripe me de operantibus iniquitatem, et de viris sanguinum salva me.
Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;
3 Quia ecce ceperunt animam meam; irruerunt in me fortes.
fri mig fra Udaadsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
4 Neque iniquitas mea, neque peccatum meum, Domine; sine iniquitate cucurri, et direxi.
Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
5 Exsurge in occursum meum, et vide: et tu, Domine Deus virtutum, Deus Israël, intende ad visitandas omnes gentes: non miserearis omnibus qui operantur iniquitatem.
Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vaagn op og kom mig i Møde, se til!
6 Convertentur ad vesperam, et famem patientur ut canes: et circuibunt civitatem.
Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vaagn op og hjemsøg alle Folkene, skaan ej een af de troløse Niddinger! (Sela)
7 Ecce loquentur in ore suo, et gladius in labiis eorum: quoniam quis audivit?
Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!
8 Et tu, Domine, deridebis eos; ad nihilum deduces omnes gentes.
Se, deres Mund løber over, paa deres Læber er Sværd, thi: »Hvem skulde høre det?«
9 Fortitudinem meam ad te custodiam, quia, Deus, susceptor meus es:
Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
10 Deus meus misericordia ejus præveniet me.
dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
11 Deus ostendet mihi super inimicos meos: ne occidas eos, nequando obliviscantur populi mei. Disperge illos in virtute tua, et depone eos, protector meus, Domine:
med Naade kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!
12 delictum oris eorum, sermonem labiorum ipsorum; et comprehendantur in superbia sua. Et de execratione et mendacio annuntiabuntur
Slaa dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,
13 in consummatione: in ira consummationis, et non erunt. Et scient quia Deus dominabitur Jacob, et finium terræ.
giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
14 Convertentur ad vesperam, et famem patientur ut canes: et circuibunt civitatem.
udryd dem i Vrede, gør Ende paa dem, saa man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! (Sela)
15 Ipsi dispergentur ad manducandum; si vero non fuerint saturati, et murmurabunt.
Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,
16 Ego autem cantabo fortitudinem tuam, et exsultabo mane misericordiam tuam: quia factus es susceptor meus, et refugium meum in die tribulationis meæ.
vanker rundt efter Føde og knurrer, naar de ikke mættes.
17 Adjutor meus, tibi psallam, quia Deus susceptor meus es; Deus meus, misericordia mea.
Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Naade; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt paa Nødens Dag. Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min naadige Gud.
