Psalmorum 39

1 In finem, ipsi Idithun. Canticum David. Dixi: Custodiam vias meas: ut non delinquam in lingua mea. Posui ori meo custodiam, cum consisteret peccator adversum me.

Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

2 Obmutui, et humiliatus sum, et silui a bonis; et dolor meus renovatus est.

Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

3 Concaluit cor meum intra me; et in meditatione mea exardescet ignis.

Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

4 Locutus sum in lingua mea: Notum fac mihi, Domine, finem meum, et numerum dierum meorum quis est, ut sciam quid desit mihi.

mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

5 Ecce mensurabiles posuisti dies meos, et substantia mea tamquam nihilum ante te. Verumtamen universa vanitas, omnis homo vivens.

Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

6 Verumtamen in imagine pertransit homo; sed et frustra conturbatur: thesaurizat, et ignorat cui congregabit ea.

Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

7 Et nunc quæ est exspectatio mea: nonne Dominus? et substantia mea apud te est.

Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

8 Ab omnibus iniquitatibus meis erue me: opprobrium insipienti dedisti me.

Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

9 Obmutui, et non aperui os meum, quoniam tu fecisti;

Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

10 amove a me plagas tuas.

Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

11 A fortitudine manus tuæ ego defeci in increpationibus: propter iniquitatem corripuisti hominem. Et tabescere fecisti sicut araneam animam ejus: verumtamen vane conturbatur omnis homo.

Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

12 Exaudi orationem meam, Domine, et deprecationem meam; auribus percipe lacrimas meas. Ne sileas, quoniam advena ego sum apud te, et peregrinus sicut omnes patres mei.

Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

13 Remitte mihi, ut refrigerer priusquam abeam et amplius non ero.

Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!