Psalmorum 147
1 Alleluja. Laudate Dominum, quoniam bonus est psalmus; Deo nostro sit jucunda, decoraque laudatio.
Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, Lovsang sømmer sig.
2 Ædificans Jerusalem Dominus, dispersiones Israëlis congregabit:
HERREN bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel,
3 qui sanat contritos corde, et alligat contritiones eorum;
han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Saar;
4 qui numerat multitudinem stellarum, et omnibus eis nomina vocat.
han fastsætter Stjernernes Tal og giver dem alle Navn.
5 Magnus Dominus noster, et magna virtus ejus, et sapientiæ ejus non est numerus.
Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Maal;
6 Suscipiens mansuetos Dominus; humilians autem peccatores usque ad terram.
HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse.
7 Præcinite Domino in confessione; psallite Deo nostro in cithara.
Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud paa Citer!
8 Qui operit cælum nubibus, et parat terræ pluviam; qui producit in montibus fœnum, et herbam servituti hominum;
Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem paa Bjergene og Urter til Menneskers Brug;
9 qui dat jumentis escam ipsorum, et pullis corvorum invocantibus eum.
Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger;
10 Non in fortitudine equi voluntatem habebit, nec in tibiis viri beneplacitum erit ei.
hans Hu staar ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand;
11 Beneplacitum est Domino super timentes eum, et in eis qui sperant super misericordia ejus.
HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier paa hans Miskundhed.
12 Alleluja. Lauda, Jerusalem, Dominum; lauda Deum tuum, Sion.
Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud!
13 Quoniam confortavit seras portarum tuarum; benedixit filiis tuis in te.
Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte;
14 Qui posuit fines tuos pacem, et adipe frumenti satiat te.
dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme;
15 Qui emittit eloquium suum terræ: velociter currit sermo ejus.
han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord,
16 Qui dat nivem sicut lanam; nebulam sicut cinerem spargit.
han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim,
17 Mittit crystallum suam sicut buccellas: ante faciem frigoris ejus quis sustinebit?
som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham;
18 Emittet verbum suum, et liquefaciet ea; flabit spiritus ejus, et fluent aquæ.
han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, naar han rejser sit Vejr.
19 Qui annuntiat verbum suum Jacob, justitias et judicia sua Israël.
Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel.
20 Non fecit taliter omni nationi, et judicia sua non manifestavit eis. Alleluja.
Saa gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!
