Psalmorum 139
1 In finem, psalmus David. Domine, probasti me, et cognovisti me;
Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
2 tu cognovisti sessionem meam et resurrectionem meam.
Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
3 Intellexisti cogitationes meas de longe; semitam meam et funiculum meum investigasti:
du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
4 et omnes vias meas prævidisti, quia non est sermo in lingua mea.
Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
5 Ecce, Domine, tu cognovisti omnia, novissima et antiqua. Tu formasti me, et posuisti super me manum tuam.
Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
6 Mirabilis facta est scientia tua ex me; confortata est, et non potero ad eam.
At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
7 Quo ibo a spiritu tuo? et quo a facie tua fugiam?
Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, saa er du der; (Sheol h7585)
9 Si sumpsero pennas meas diluculo, et habitavero in extremis maris,
tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
10 etenim illuc manus tua deducet me, et tenebit me dextera tua.
da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
11 Et dixi: Forsitan tenebræ conculcabunt me; et nox illuminatio mea in deliciis meis.
Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
12 Quia tenebræ non obscurabuntur a te, et nox sicut dies illuminabitur: sicut tenebræ ejus, ita et lumen ejus.
saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Quia tu possedisti renes meos; suscepisti me de utero matris meæ.
Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
14 Confitebor tibi, quia terribiliter magnificatus es; mirabilia opera tua, et anima mea cognoscit nimis.
Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
15 Non est occultatum os meum a te, quod fecisti in occulto; et substantia mea in inferioribus terræ.
Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
16 Imperfectum meum viderunt oculi tui, et in libro tuo omnes scribentur. Dies formabuntur, et nemo in eis.
som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
17 Mihi autem nimis honorificati sunt amici tui, Deus; nimis confortatus est principatus eorum.
Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
18 Dinumerabo eos, et super arenam multiplicabuntur. Exsurrexi, et adhuc sum tecum.
Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
19 Si occideris, Deus, peccatores, viri sanguinum, declinate a me:
Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
20 quia dicitis in cogitatione: Accipient in vanitate civitates tuas.
de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
21 Nonne qui oderunt te, Domine, oderam, et super inimicos tuos tabescebam?
Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
22 Perfecto odio oderam illos, et inimici facti sunt mihi.
med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
23 Proba me, Deus, et scito cor meum; interroga me, et cognosce semitas meas.
Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
24 Et vide si via iniquitatis in me est, et deduc me in via æterna.
Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
