Psalmorum 102
1 Oratio pauperis, cum anxius fuerit, et in conspectu Domini effuderit precem suam. Domine, exaudi orationem meam, et clamor meus ad te veniat.
Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.
2 Non avertas faciem tuam a me: in quacumque die tribulor, inclina ad me aurem tuam; in quacumque die invocavero te, velociter exaudi me.
HERRE, lyt til min Bøn, lad mit Raab komme til dig,
3 Quia defecerunt sicut fumus dies mei, et ossa mea sicut cremium aruerunt.
skjul dog ikke dit Aasyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; naar jeg kalder, saa skynd dig og svar mig!
4 Percussus sum ut fœnum, et aruit cor meum, quia oblitus sum comedere panem meum.
Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
5 A voce gemitus mei adhæsit os meum carni meæ.
mit Hjerte er svedet og visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
6 Similis factus sum pellicano solitudinis; factus sum sicut nycticorax in domicilio.
Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
7 Vigilavi, et factus sum sicut passer solitarius in tecto.
jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen paa øde Steder;
8 Tota die exprobrabant mihi inimici mei, et qui laudabant me adversum me jurabant:
om Natten ligger jeg vaagen og jamrer saa ensom som Fugl paa Taget;
9 quia cinerem tamquam panem manducabam, et potum meum cum fletu miscebam,
mine Fjender haaner mig hele Dagen; de, der spotter mig, sværger ved mig.
10 a facie iræ et indignationis tuæ: quia elevans allisisti me.
Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Taarer
11 Dies mei sicut umbra declinaverunt, et ego sicut fœnum arui.
over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
12 Tu autem, Domine, in æternum permanes, et memoriale tuum in generationem et generationem.
mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
13 Tu exsurgens misereberis Sion, quia tempus miserendi ejus, quia venit tempus:
Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
14 quoniam placuerunt servis tuis lapides ejus, et terræ ejus miserebuntur.
du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, naar Naadens Tid, naar Timen er inde;
15 Et timebunt gentes nomen tuum, Domine, et omnes reges terræ gloriam tuam:
thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
16 quia ædificavit Dominus Sion, et videbitur in gloria sua.
Og HERRENS Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
17 Respexit in orationem humilium et non sprevit precem eorum.
thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
18 Scribantur hæc in generatione altera, et populus qui creabitur laudabit Dominum.
han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
19 Quia prospexit de excelso sancto suo; Dominus de cælo in terram aspexit:
For Efterslægten skal det optegnes, et Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
20 ut audiret gemitus compeditorum; ut solveret filios interemptorum:
thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
21 ut annuntient in Sion nomen Domini, et laudem ejus in Jerusalem:
for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
22 in conveniendo populos in unum, et reges, ut serviant Domino.
at HERRENS Navn kan forkyndes i Zion, hans Pris i Jerusalem,
23 Respondit ei in via virtutis suæ: Paucitatem dierum meorum nuntia mihi:
naar Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
24 ne revoces me in dimidio dierum meorum, in generationem et generationem anni tui.
Han lammed min Kraft paa Vejen, forkorted mit Liv.
25 Initio tu, Domine, terram fundasti, et opera manuum tuarum sunt cæli.
Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine Aar er fra Slægt til Slægt.
26 Ipsi peribunt, tu autem permanes; et omnes sicut vestimentum veterascent. Et sicut opertorium mutabis eos, et mutabuntur;
Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
27 tu autem idem ipse es, et anni tui non deficient.
de falder, men du bestaar, alle slides de op som en Klædning;
28 Filii servorum tuorum habitabunt, et semen eorum in sæculum dirigetur.
som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine Aar faar aldrig Ende! Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestaa for dit Aasyn.
