Job 37
1 Super hoc expavit cor meum, et emotum est de loco suo.
Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
2 Audite auditionem in terrore vocis ejus, et sonum de ore illius procedentem.
Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der gaar fra hans Mund!
3 Subter omnes cælos ipse considerat, et lumen illius super terminos terræ.
Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
4 Post eum rugiet sonitus; tonabit voce magnitudinis suæ: et non investigabitur, cum audita fuerit vox ejus.
efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke paa Lyn, imedens hans Stemme høres.
5 Tonabit Deus in voce sua mirabiliter, qui facit magna et inscrutabilia;
Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
6 qui præcipit nivi ut descendat in terram, et hiemis pluviis, et imbri fortitudinis suæ;
Thi han siger til Sneen: »Fald ned paa Jorden!« til Byger og Regnskyl: »Bliv stærke!«
7 qui in manu omnium hominum signat, ut noverint singuli opera sua.
For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle maa kende hans Gerning.
8 Ingredietur bestia latibulum, et in antro suo morabitur.
De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
9 Ab interioribus egredietur tempestas, et ab Arcturo frigus.
Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
10 Flante Deo, concrescit gelu, et rursum latissimæ funduntur aquæ.
Ved Guds Aande bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
11 Frumentum desiderat nubes, et nubes spargunt lumen suum.
Saa fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
12 Quæ lustrant per circuitum, quocumque eas voluntas gubernantis duxerit, ad omne quod præceperit illis super faciem orbis terrarum:
det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, paa hele den vide Jord,
13 sive in una tribu, sive in terra sua, sive in quocumque loco misericordiæ suæ eas jusserit inveniri.
hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
14 Ausculta hæc, Job: sta, et considera mirabilia Dei.
Job du maa lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
15 Numquid scis quando præceperit Deus pluviis, ut ostenderent lucem nubium ejus?
Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys straale frem fra sin Sky?
16 Numquid nosti semitas nubium magnas, et perfectas scientias?
Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
17 Nonne vestimenta tua calida sunt, cum perflata fuerit terra austro?
Du, hvis Klæder ophedes, naar Jorden døser ved Søndenvind?
18 Tu forsitan cum eo fabricatus es cælos, qui solidissimi quasi ære fusi sunt.
Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
19 Ostende nobis quid dicamus illi: nos quippe involvimur tenebris.
Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi faa frem for Mørke.
20 Quis narrabit ei quæ loquor? etiam si locutus fuerit homo, devorabitur.
Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
21 At nunc non vident lucem: subito aër cogetur in nubes, et ventus transiens fugabit eas.
Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
22 Ab aquilone aurum venit, et ad Deum formidolosa laudatio.
fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
23 Digne eum invenire non possumus: magnus fortitudine, et judicio, et justitia: et enarrari non potest.
og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig paa Retfærd bøjer han ikke Retten;
24 Ideo timebunt eum viri, et non audebunt contemplari omnes qui sibi videntur esse sapientes.
derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
