Job 37
1 Super hoc expavit cor meum, et emotum est de loco suo.
Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
2 Audite auditionem in terrore vocis ejus, et sonum de ore illius procedentem.
Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
3 Subter omnes cælos ipse considerat, et lumen illius super terminos terræ.
Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
4 Post eum rugiet sonitus; tonabit voce magnitudinis suæ: et non investigabitur, cum audita fuerit vox ejus.
Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
5 Tonabit Deus in voce sua mirabiliter, qui facit magna et inscrutabilia;
Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
6 qui præcipit nivi ut descendat in terram, et hiemis pluviis, et imbri fortitudinis suæ;
Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
7 qui in manu omnium hominum signat, ut noverint singuli opera sua.
Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
8 Ingredietur bestia latibulum, et in antro suo morabitur.
Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
9 Ab interioribus egredietur tempestas, et ab Arcturo frigus.
Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
10 Flante Deo, concrescit gelu, et rursum latissimæ funduntur aquæ.
Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
11 Frumentum desiderat nubes, et nubes spargunt lumen suum.
Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
12 Quæ lustrant per circuitum, quocumque eas voluntas gubernantis duxerit, ad omne quod præceperit illis super faciem orbis terrarum:
Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
13 sive in una tribu, sive in terra sua, sive in quocumque loco misericordiæ suæ eas jusserit inveniri.
Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
14 Ausculta hæc, Job: sta, et considera mirabilia Dei.
Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
15 Numquid scis quando præceperit Deus pluviis, ut ostenderent lucem nubium ejus?
Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
16 Numquid nosti semitas nubium magnas, et perfectas scientias?
Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
17 Nonne vestimenta tua calida sunt, cum perflata fuerit terra austro?
du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
18 Tu forsitan cum eo fabricatus es cælos, qui solidissimi quasi ære fusi sunt.
Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
19 Ostende nobis quid dicamus illi: nos quippe involvimur tenebris.
Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
20 Quis narrabit ei quæ loquor? etiam si locutus fuerit homo, devorabitur.
Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?
21 At nunc non vident lucem: subito aër cogetur in nubes, et ventus transiens fugabit eas.
Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
22 Ab aquilone aurum venit, et ad Deum formidolosa laudatio.
Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.
23 Digne eum invenire non possumus: magnus fortitudine, et judicio, et justitia: et enarrari non potest.
Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.
24 Ideo timebunt eum viri, et non audebunt contemplari omnes qui sibi videntur esse sapientes.
Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.
