Job 36
1 Addens quoque Eliu, hæc locutus est:
Og videre sagde Elihu:
2 Sustine me paululum, et indicabo tibi: adhuc enim habeo quod pro Deo loquar.
Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
3 Repetam scientiam meam a principio, et operatorem meum probabo justum.
Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
4 Vere enim absque mendacio sermones mei, et perfecta scientia probabitur tibi.
thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
5 Deus potentes non abjicit, cum et ipse sit potens:
Se, Gud forkaster det stive Sind,
6 sed non salvat impios, et judicium pauperibus tribuit.
den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han faa deres Ret,
7 Non auferet a justo oculos suos: et reges in solio collocat in perpetuum, et illi eriguntur.
fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger paa Tronen i Højhed.
8 Et si fuerint in catenis, et vinciantur funibus paupertatis,
Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Baand,
9 indicabit eis opera eorum, et scelera eorum, quia violenti fuerunt.
saa viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
10 Revelabit quoque aurem eorum, ut corripiat: et loquetur, ut revertantur ab iniquitate.
aabner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
11 Si audierint et observaverint, complebunt dies suos in bono, et annos suos in gloria:
Hvis de saa hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres Aar.
12 si autem non audierint, transibunt per gladium, et consumentur in stultitia.
Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Aanden i Uforstand.
13 Simulatores et callidi provocant iram Dei, neque clamabunt cum vincti fuerint.
Men vanhellige Hjerter forbitres; naar han binder dem, raaber de ikke om Hjælp;
14 Morietur in tempestate anima eorum, et vita eorum inter effeminatos.
i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv faar Mandsskøgers Lod.
15 Eripiet de angustia sua pauperem, et revelabit in tribulatione aurem ejus.
Den elendige frelser han ved hans Elende og aabner hans Øre ved Trængsel.
16 Igitur salvabit te de ore angusto latissime, et non habente fundamentum subter se: requies autem mensæ tuæ erit plena pinguedine.
Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
17 Causa tua quasi impii judicata est: causam judiciumque recipies.
Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
18 Non te ergo superet ira ut aliquem opprimas: nec multitudo donorum inclinet te.
Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
19 Depone magnitudinem tuam absque tribulatione, et omnes robustos fortitudine.
Kan vel dit Skrig gøre Ende paa Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
20 Ne protrahas noctem, ut ascendant populi pro eis.
Ej maa du længes efter Natten, som opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
21 Cave ne declines ad iniquitatem: hanc enim cœpisti sequi post miseriam.
va'r dig og vend dig ikke til Uret, saa du foretrækker ondt for at lide.
22 Ecce Deus excelsus in fortitudine sua, et nullus ei similis in legislatoribus.
Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
23 Quis poterit scrutari vias ejus? aut quis potest ei dicere: Operatus es iniquitatem?
Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: »Du gjorde Uret!«
24 Memento quod ignores opus ejus, de quo cecinerunt viri.
Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
25 Omnes homines vident eum: unusquisque intuetur procul.
Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
26 Ecce Deus magnus vincens scientiam nostram: numerus annorum ejus inæstimabilis.
Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal paa hans Aar kan ikke findes.
27 Qui aufert stillas pluviæ, et effundit imbres ad instar gurgitum,
Thi Draaber drager han ud af Havet, i hans Taage siver de ned som Regn,
28 qui de nubibus fluunt quæ prætexunt cuncta desuper.
og Skyerne lader den strømme og dryppe paa mange Folk.
29 Si voluerit extendere nubes quasi tentorium suum,
Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
30 et fulgurare lumine suo desuper, cardines quoque maris operiet.
Se, han breder sin Taage om sig og skjuler Havets Rødder;
31 Per hæc enim judicat populos, et dat escas multis mortalibus.
Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
32 In manibus abscondit lucem, et præcepit ei ut rursus adveniat.
han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Maalet;
33 Annuntiat de ea amico suo, quod possessio ejus sit, et ad eam possit ascendere.
hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
