Job 30
1 Nunc autem derident me juniores tempore, quorum non dignabar patres ponere cum canibus gregis mei:
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 quorum virtus manuum mihi erat pro nihilo, et vita ipsa putabantur indigni:
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 egestate et fame steriles, qui rodebant in solitudine, squallentes calamitate et miseria.
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 Et mandebant herbas, et arborum cortices, et radix juniperorum erat cibus eorum:
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 qui de convallibus ista rapientes, cum singula reperissent, ad ea cum clamore currebant.
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 In desertis habitabant torrentium, et in cavernis terræ, vel super glaream:
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 qui inter hujuscemodi lætabantur, et esse sub sentibus delicias computabant:
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 filii stultorum et ignobilium, et in terra penitus non parentes.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 Nunc in eorum canticum versus sum, et factus sum eis in proverbium.
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 Abominantur me, et longe fugiunt a me, et faciem meam conspuere non verentur.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 Pharetram enim suam aperuit, et afflixit me, et frenum posuit in os meum.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 Ad dexteram orientis calamitates meæ illico surrexerunt: pedes meos subverterunt, et oppresserunt quasi fluctibus semitis suis.
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 Dissipaverunt itinera mea; insidiati sunt mihi, et prævaluerunt: et non fuit qui ferret auxilium.
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 Quasi rupto muro, et aperta janua, irruerunt super me, et ad meas miserias devoluti sunt.
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Redactus sum in nihilum: abstulisti quasi ventus desiderium meum, et velut nubes pertransiit salus mea.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 Nunc autem in memetipso marcescit anima mea, et possident me dies afflictionis.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 Nocte os meum perforatur doloribus, et qui me comedunt, non dormiunt.
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 In multitudine eorum consumitur vestimentum meum, et quasi capitio tunicæ succinxerunt me.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 Comparatus sum luto, et assimilatus sum favillæ et cineri.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Clamo ad te, et non exaudis me: sto, et non respicis me.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 Mutatus es mihi in crudelem, et in duritia manus tuæ adversaris mihi.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 Elevasti me, et quasi super ventum ponens; elisisti me valide.
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 Scio quia morti trades me, ubi constituta est domus omni viventi.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 Verumtamen non ad consumptionem eorum emittis manum tuam: et si corruerint, ipse salvabis.
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 Flebam quondam super eo qui afflictus erat, et compatiebatur anima mea pauperi.
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 Expectabam bona, et venerunt mihi mala: præstolabar lucem, et eruperunt tenebræ.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 Interiora mea efferbuerunt absque ulla requie: prævenerunt me dies afflictionis.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 Mœrens incedebam sine furore; consurgens, in turba clamabam.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 Frater fui draconum, et socius struthionum.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 Cutis mea denigrata est super me, et ossa mea aruerunt præ caumate.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 Versa est in luctum cithara mea, et organum meum in vocem flentium.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
