Job 27
1 Addidit quoque Job, assumens parabolam suam, et dixit:
Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Vivit Deus, qui abstulit judicium meum, et Omnipotens, qui ad amaritudinem adduxit animam meam.
Saa sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
3 Quia donec superest halitus in me, et spiritus Dei in naribus meis,
Saa længe jeg drager Aande og har Guds Aande i Næsen,
4 non loquentur labia mea iniquitatem, nec lingua mea meditabitur mendacium.
skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
5 Absit a me ut justos vos esse judicem: donec deficiam, non recedam ab innocentia mea.
Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udaander, opgiver jeg ikke min Uskyld.
6 Justificationem meam, quam cœpi tenere, non deseram: neque enim reprehendit me cor meum in omni vita mea.
Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
7 Sit ut impius, inimicus meus, et adversarius meus quasi iniquus.
Som den gudløse gaa det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
8 Quæ est enim spes hypocritæ, si avare rapiat, et non liberet Deus animam ejus?
Thi hvad er den vanhelliges Haab, naar Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
9 Numquid Deus audiet clamorem ejus, cum venerit super eum angustia?
Hører mon Gud hans Skrig, naar Angst kommer over ham?
10 aut poterit in Omnipotente delectari, et invocare Deum omni tempore?
Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, naar han paakalder ham?
11 Docebo vos per manum Dei quæ Omnipotens habeat, nec abscondam.
Jeg vil lære jer om Guds Haand, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
12 Ecce vos omnes nostis: et quid sine causa vana loquimini?
se, selv har I alle set det, hvi har I saa tomme Tanker?
13 Hæc est pars hominis impii apud Deum, et hæreditas violentorum, quam ob Omnipotente suscipient.
Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd faar fra den Almægtige:
14 Si multiplicati fuerint filii ejus, in gladio erunt, et nepotes ejus non saturabuntur pane:
Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
15 qui reliqui fuerint ex eo sepelientur in interitu, et viduæ illius non plorabunt.
de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
16 Si comportaverit quasi terram argentum, et sicut lutum præparaverit vestimenta:
Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler —
17 præparabit quidem, sed justus vestietur illis, et argentum innocens dividet.
han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
18 Ædificavit sicut tinea domum suam, et sicut custos fecit umbraculum.
han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
19 Dives, cum dormierit, nihil secum auferet: aperiet oculos suos, et nihil inveniet.
han lægger sig rig, men for sidste Gang, han slaar Øjnene op, og er det ej mer;
20 Apprehendet eum quasi aqua inopia: nocte opprimet eum tempestas.
Rædsler naar ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
21 Tollet eum ventus urens, et auferet, et velut turbo rapiet eum de loco suo.
løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
22 Et mittet super eum, et non parcet: de manu ejus fugiens fugiet.
Skaanselsløst skyder han paa ham, i Hast maa han fly fra hans Haand;
23 Stringet super eum manus suas, et sibilabit super illum, intuens locum ejus.
man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
