Job 17
1 Spiritus meus attenuabitur; dies mei breviabuntur: et solum mihi superest sepulchrum.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 Non peccavi, et in amaritudinibus moratur oculus meus.
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Libera me, Domine, et pone me juxta te, et cujusvis manus pugnet contra me.
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 Cor eorum longe fecisti a disciplina: propterea non exaltabuntur.
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 Prædam pollicetur sociis, et oculi filiorum ejus deficient.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 Posuit me quasi in proverbium vulgi, et exemplum sum coram eis.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 Caligavit ab indignatione oculus meus, et membra mea quasi in nihilum redacta sunt.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 Stupebunt justi super hoc, et innocens contra hypocritam suscitabitur.
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 Et tenebit justus viam suam, et mundis manibus addet fortitudinem.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 Igitur omnes vos convertimini, et venite, et non inveniam in vobis ullum sapientem.
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 Dies mei transierunt; cogitationes meæ dissipatæ sunt, torquentes cor meum.
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 Noctem verterunt in diem, et rursum post tenebras spero lucem.
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 Putredini dixi: Pater meus es; Mater mea, et soror mea, vermibus.
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Ubi est ergo nunc præstolatio mea? et patientiam meam quis considerat?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
