Job 14
1 Homo natus de muliere, brevi vivens tempore, repletur multis miseriis.
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 Qui quasi flos egreditur et conteritur, et fugit velut umbra, et numquam in eodem statu permanet.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 Et dignum ducis super hujuscemodi aperire oculos tuos, et adducere eum tecum in judicium?
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 Quis potest facere mundum de immundo conceptum semine? nonne tu qui solus es?
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 Breves dies hominis sunt: numerus mensium ejus apud te est: constituisti terminos ejus, qui præteriri non poterunt.
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 Recede paululum ab eo, ut quiescat, donec optata veniat, sicut mercenarii, dies ejus.
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 Lignum habet spem: si præcisum fuerit, rursum virescit, et rami ejus pullulant.
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 Si senuerit in terra radix ejus, et in pulvere emortuus fuerit truncus illius,
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 ad odorem aquæ germinabit, et faciet comam, quasi cum primum plantatum est.
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 Homo vero cum mortuus fuerit, et nudatus, atque consumptus, ubi, quæso, est?
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 Quomodo si recedant aquæ de mari, et fluvius vacuefactus arescat:
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 sic homo, cum dormierit, non resurget: donec atteratur cælum, non evigilabit, nec consurget de somno suo.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 Quis mihi hoc tribuat, ut in inferno protegas me, et abscondas me donec pertranseat furor tuus, et constituas mihi tempus in quo recorderis mei? (Sheol h7585)
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 Putasne mortuus homo rursum vivat? cunctis diebus quibus nunc milito, expecto donec veniat immutatio mea.
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 Vocabis me, et ego respondebo tibi: operi manuum tuarum porriges dexteram.
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 Tu quidem gressus meos dinumerasti: sed parce peccatis meis.
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 Signasti quasi in sacculo delicta mea, sed curasti iniquitatem meam.
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 Mons cadens defluit, et saxum transfertur de loco suo:
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 lapides excavant aquæ, et alluvione paulatim terra consumitur: et hominem ergo similiter perdes.
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 Roborasti eum paululum, ut in perpetuum transiret: immutabis faciem ejus, et emittes eum.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 Sive nobiles fuerint filii ejus, sive ignobiles, non intelliget.
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 Attamen caro ejus, dum vivet, dolebit, et anima illius super semetipso lugebit.
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
