Genesis 27
1 Senuit autem Isaac, et caligaverunt oculi ejus, et videre non poterat: vocavitque Esau filium suum majorem, et dixit ei: Fili mi? Qui respondit: Adsum.
Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, saa han ikke kunde se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham: »Min Søn!« Han svarede: »Her er jeg!«
2 Cui pater: Vides, inquit, quod senuerim, et ignorem diem mortis meæ.
Da sagde han: »Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden kommer;
3 Sume arma tua, pharetram, et arcum, et egredere foras: cumque venatu aliquid apprehenderis,
tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gaa ud paa Marken og skyd mig et Stykke Vildt;
4 fac mihi inde pulmentum sicut velle me nosti, et affer ut comedam: et benedicat tibi anima mea antequam moriar.
lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!«
5 Quod cum audisset Rebecca, et ille abiisset in agrum ut jussionem patris impleret,
Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og da, Esau var gaaet ud paa Marken for at skyde et Stykke Vildt til sin Fader,
6 dixit filio suo Jacob: Audivi patrem tuum loquentem cum Esau fratre tuo, et dicentem ei:
sagde hun til sin yngste Søn Jakob; »Se, jeg hørte din Fader sige til din Broder Esau:
7 Affer mihi de venatione tua, et fac cibos ut comedam, et benedicam tibi coram Domino antequam moriar.
Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENS Aasyn før min Død.
8 Nunc ergo, fili mi, acquiesce consiliis meis:
Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg paalægger dig:
9 et pergens ad gregem, affer mihi duos hædos optimos, ut faciam ex eis escas patri tuo, quibus libenter vescitur:
Gaa ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; saa laver jeg af dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;
10 quas cum intuleris, et comederit, benedicat tibi priusquam moriatur.
bring saa den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan velsigne dig før sin Død!«
11 Cui ille respondit: Nosti quod Esau frater meus homo pilosus sit, et ego lenis:
Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: »Se, min Broder Esau er haaret, jeg derimod glat;
12 si attrectaverit me pater meus, et senserit, timeo ne putet me sibi voluisse illudere, et inducam super me maledictionem pro benedictione.
sæt nu, at min Fader føler paa mig, saa staar jeg for ham som en Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!«
13 Ad quem mater: In me sit, ait, ista maledictio, fili mi: tantum audi vocem meam, et pergens, affer quæ dixi.
Men hans Moder svarede: »Den Forbandelse tager jeg paa mig, min Søn, adlyd mig blot og gaa hen og hent mig dem!«
14 Abiit, et attulit, deditque matri. Paravit illa cibos, sicut velle noverat patrem illius.
Saa gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.
15 Et vestibus Esau valde bonis, quas apud se habebat domi, induit eum:
Derpaa tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem paa;
16 pelliculasque hædorum circumdedit manibus, et colli nuda protexit:
Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det glatte paa hans Hals,
17 deditque pulmentum, et panes, quos coxerat, tradidit.
og saa gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde tillavet.
18 Quibus illatis, dixit: Pater mi? At ille respondit: Audio. Quis es tu, fili mi?
Saa bragte han det ind til sin Fader og sagde: »Fader!« Han svarede: »Ja! Hvem er du, min Søn?«
19 Dixitque Jacob: Ego sum primogenitus tuus Esau: feci sicut præcepisti mihi: surge, sede, et comede de venatione mea, ut benedicat mihi anima tua.
Da svarede Jakob sin Fader: »Jeg er Esau, din førstefødte; jeg har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!«
20 Rursumque Isaac ad filium suum: Quomodo, inquit, tam cito invenire potuisti, fili mi? Qui respondit: Voluntas Dei fuit ut cito occurreret mihi quod volebam.
Men Isak sagde til sin Søn: »Hvor har du saa hurtigt kunnet finde noget, min Søn?« Han svarede: »Jo, HERREN din Gud sendte mig det i Møde!«
21 Dixitque Isaac: Accede huc, ut tangam te, fili mi, et probem utrum tu sis filius meus Esau, an non.
Men Isak sagde til Jakob: »Kom hen til mig, min Søn, saa jeg kan føle paa dig, om du er min Søn Esau eller ej!«
22 Accessit ille ad patrem, et palpato eo, dixit Isaac: Vox quidem, vox Jacob est: sed manus, manus sunt Esau.
Da traadte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt paa ham sagde Isak: »Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!«
23 Et non cognovit eum, quia pilosæ manus similitudinem majoris expresserant. Benedicens ergo illi,
Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var haarede som hans Broder Esaus. Saa velsignede han ham.
24 ait: Tu es filius meus Esau? Respondit: Ego sum.
Og han sagde: »Du er altsaa virkelig min Søn Esau?« Han svarede: »Ja, jeg er!«
25 At ille: Affer mihi, inquit, cibos de venatione tua, fili mi, ut benedicat tibi anima mea. Quos cum oblatos comedisset, obtulit ei etiam vinum. Quo hausto,
Da sagde han: »Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!« Saa bragte han ham det, og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.
26 dixit ad eum: Accede ad me, et da mihi osculum, fili mi.
Derpaa sagde hans Fader Isak til ham: »Kom hen til mig og kys mig, min Søn!«
27 Accessit, et osculatus est eum. Statimque ut sensit vestimentorum illius fragrantiam, benedicens illi, ait: Ecce odor filii mei sicut odor agri pleni, cui benedixit Dominus.
Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af hans Klæder. Saa velsignede han ham og sagde: »Se, Duften af min Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!
28 Det tibi Deus de rore cæli et de pinguedine terræ abundantiam frumenti et vini.
Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i Overflod!
29 Et serviant tibi populi, et adorent te tribus: esto dominus fratrum tuorum, et incurventur ante te filii matris tuæ: qui maledixerit tibi, sit ille maledictus, et qui benedixerit tibi, benedictionibus repleatur.
Maatte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner!«
30 Vix Isaac sermonem impleverat, et egresso Jacob foras, venit Esau,
Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var gaaet fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra Jagten;
31 coctosque de venatione cibos intulit patri, dicens: Surge, pater mi, et comede de venatione filii tui, ut benedicat mihi anima tua.
ogsaa han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og sagde: »Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!«
32 Dixitque illi Isaac: Quis enim es tu? Qui respondit: Ego sum filius tuus primogenitus Esau.
Saa sagde hans Fader Isak: »Hvem er du?« Og han svarede: »Jeg er Esau, din førstefødte!«
33 Expavit Isaac stupore vehementi: et ultra quam credi potest admirans, ait: Quis igitur ille est qui dudum captam venationem attulit mihi, et comedi ex omnibus priusquam tu venires; benedixique ei, et erit benedictus?
Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: »Men hvem var da han, der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han velsignet!«
34 Auditis Esau sermonibus patris, irrugiit clamore magno: et consternatus, ait: Benedic etiam et mihi, pater mi.
Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og hjerteskærende Skrig og sagde: »Velsign dog ogsaa mig, Fader!«
35 Qui ait: Venit germanus tuus fraudulenter, et accepit benedictionem tuam.
Men han sagde: »Din Broder kom med Svig og tog din Velsignelse!«
36 At ille subjunxit: Juste vocatum est nomen ejus Jacob: supplantavit enim me en altera vice: primogenita mea ante tulit, et nunc secundo surripuit benedictionem meam. Rursumque ad patrem: Numquid non reservasti, ait, et mihi benedictionem?
Da sagde han: »Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min Førstefødselsret, og nu har han ogsaa taget min Velsignelse!« Og han sagde: »Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?«
37 Respondit Isaac: Dominum tuum illum constitui, et omnes fratres ejus servituti illius subjugavi; frumento et vino stabilivi eum: et tibi post hæc, fili mi, ultra quid faciam?
Men Isak svarede: »Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Korn og Most har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min Søn?«
38 Cui Esau: Num unam, inquit, tantum benedictionem habes, pater? mihi quoque obsecro ut benedicas. Cumque ejulatu magno fleret,
Da sagde Esau til sin Fader: »Har du kun den ene Velsignelse. Fader? Velsign ogsaa mig, Fader!« Og Esau opløftede sin Røst og græd.
39 motus Isaac, dixit ad eum: In pinguedine terræ, et in rore cæli desuper,
Saa tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: »Se, fjern fra Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde ovenfra;
40 erit benedictio tua. Vives in gladio, et fratri tuo servies: tempusque veniet, cum excutias et solvas jugum ejus de cervicibus tuis.
af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men naar du samler din Kraft, skal du sprænge hans Aag af din Hals!«
41 Oderat ergo semper Esau Jacob pro benedictione qua benedixerat ei pater: dixitque in corde suo: Venient dies luctus patris mei, et occidam Jacob fratrem meum.
Men Esau pønsede paa ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: »Der er ikke længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, saa vil jeg slaa min Broder Jakob ihjel!«
42 Nuntiata sunt hæc Rebeccæ: quæ mittens et vocans Jacob filium suum, dixit ad eum: Ecce Esau frater tuus minatur ut occidat te.
Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: »Din Broder Esau vil hævne sig paa dig og slaa dig ihjel;
43 Nunc ergo, fili mi, audi vocem meam, et consurgens fuge ad Laban fratrem meum in Haran:
adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan
44 habitabisque cum eo dies paucos, donec requiescat furor fratris tui,
og bliv saa hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,
45 et cesset indignatio ejus, obliviscaturque eorum quæ fecisti in eum: postea mittam, et adducam te inde huc: cur utroque orbabor filio in uno die?
til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad du har gjort ham; saa skal jeg sende Bud og hente dig hjem. Hvorfor skal jeg miste eder begge paa een Dag!«
46 Dixitque Rebecca ad Isaac: Tædet me vitæ meæ propter filias Heth: si acceperit Jacob uxorem de stirpe hujus terræ, nolo vivere.
Men Rebekka sagde til Isak: »Jeg er led ved Livet for Hets Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig saadan en hetitisk Kvinde, en af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!«
