Genesis 27
1 Senuit autem Isaac, et caligaverunt oculi ejus, et videre non poterat: vocavitque Esau filium suum majorem, et dixit ei: Fili mi? Qui respondit: Adsum.
Og det hændte sig, der Isak blev gammel, og hans Øjne bleve dunkle, at han ikke kunde se, da kaldte han sin ældste Søn, Esau, og sagde til ham: Min Søn! og han sagde til ham: Se, her er jeg.
2 Cui pater: Vides, inquit, quod senuerim, et ignorem diem mortis meæ.
Og han sagde: Se nu, jeg er gammel og ved ikke min Dødsdag.
3 Sume arma tua, pharetram, et arcum, et egredere foras: cumque venatu aliquid apprehenderis,
Saa tag nu dine Redskaber, dit Kogger og din Bue, gak ud paa Marken og fang mig noget Vildt!
4 fac mihi inde pulmentum sicut velle me nosti, et affer ut comedam: et benedicat tibi anima mea antequam moriar.
Og tilbered mig en god Ret, saasom jeg har Lyst til, og bring mig den, at jeg maa æde, paa det min Sjæl maa velsigne dig, før jeg skal dø.
5 Quod cum audisset Rebecca, et ille abiisset in agrum ut jussionem patris impleret,
Og Rebekka hørte, der Isak talede til Esau, sin Søn; saa gik Esau paa Marken at fange noget Vildt, at bære hjem.
6 dixit filio suo Jacob: Audivi patrem tuum loquentem cum Esau fratre tuo, et dicentem ei:
Da sagde Rebekka til Jakob, sin Søn, sigende: Se, jeg hørte din Fader tale til Esau, din Broder, og sige:
7 Affer mihi de venatione tua, et fac cibos ut comedam, et benedicam tibi coram Domino antequam moriar.
Hent mig noget Vildt og tilbered mig en god Ret, at jeg kan æde, saa vil jeg velsigne dig for Herrens Ansigt, førend jeg dør.
8 Nunc ergo, fili mi, acquiesce consiliis meis:
Saa adlyd nu min Røst, min Søn! eftersom jeg befaler dig.
9 et pergens ad gregem, affer mihi duos hædos optimos, ut faciam ex eis escas patri tuo, quibus libenter vescitur:
Gak nu til Hjorden og hent mig derfra to gode Gedekid, at jeg kan tilberede din Fader en god Ret af dem, saasom han har Lyst til.
10 quas cum intuleris, et comederit, benedicat tibi priusquam moriatur.
Og den skal du bære til din Fader, at han skal æde deraf, paa det han skal velsigne dig, førend han dør.
11 Cui ille respondit: Nosti quod Esau frater meus homo pilosus sit, et ego lenis:
Da sagde Jakob til Rebekka, sin Moder: Se, Esau, min Broder, er en laadden Mand, og jeg er en glat Mand.
12 si attrectaverit me pater meus, et senserit, timeo ne putet me sibi voluisse illudere, et inducam super me maledictionem pro benedictione.
Maaske min Fader føler paa mig, og jeg vil synes for ham som en Bedrager og føre Forbandelse over mig og ikke Velsignelse.
13 Ad quem mater: In me sit, ait, ista maledictio, fili mi: tantum audi vocem meam, et pergens, affer quæ dixi.
Da sagde hans Moder til ham: Din Forbandelse komme over mig, min Søn! lyd kun min Røst og gak, hent mig dem!
14 Abiit, et attulit, deditque matri. Paravit illa cibos, sicut velle noverat patrem illius.
Da gik han og hentede og bragte sin Moder dem; saa tilberedte hans Moder en god Ret, saasom hans Fader havde Lyst til.
15 Et vestibus Esau valde bonis, quas apud se habebat domi, induit eum:
Og Rebekka tog Esaus, sin ældste Søns, kostelige Klæder, som hun havde i Huset hos sig, og lod Jakob, sin yngste Søn, iføre sig dem.
16 pelliculasque hædorum circumdedit manibus, et colli nuda protexit:
Men Skindene af Gedekiddene iførte hun ham om hans Hænder, og hvor han var glat paa Halsen.
17 deditque pulmentum, et panes, quos coxerat, tradidit.
Og hun gav ham den gode Ret og Brød, som hun havde tilberedt, i sin Søn Jakobs Haand.
18 Quibus illatis, dixit: Pater mi? At ille respondit: Audio. Quis es tu, fili mi?
Og han gik til sin Fader og sagde: Min Fader! og han sagde: Se, her er jeg; hvo er du, min Søn?
19 Dixitque Jacob: Ego sum primogenitus tuus Esau: feci sicut præcepisti mihi: surge, sede, et comede de venatione mea, ut benedicat mihi anima tua.
Og Jakob sagde til sin Fader: Jeg, Esau, din førstefødte, har gjort, saasom du sagde til mig; kære, staa op, sæt dig og æd af mit Vildt, paa det din Sjæl skal velsigne mig.
20 Rursumque Isaac ad filium suum: Quomodo, inquit, tam cito invenire potuisti, fili mi? Qui respondit: Voluntas Dei fuit ut cito occurreret mihi quod volebam.
Da sagde Isak til sin Søn: Hvorledes har du saa snart fundet det, min Søn? og han sagde: Fordi Herren din Gud skikkede mig det til Hænde.
21 Dixitque Isaac: Accede huc, ut tangam te, fili mi, et probem utrum tu sis filius meus Esau, an non.
Da sagde Isak til Jakob: Kom dog nær hid, og jeg vil føle paa dig, min Søn! om du er min Søn Esau eller ej.
22 Accessit ille ad patrem, et palpato eo, dixit Isaac: Vox quidem, vox Jacob est: sed manus, manus sunt Esau.
Og Jakob gik nær til sin Fader Isak, og han følte paa ham og sagde: Røsten er Jakobs Røst, men Hænderne ere Esaus Hænder.
23 Et non cognovit eum, quia pilosæ manus similitudinem majoris expresserant. Benedicens ergo illi,
Og han kendte ham ikke, thi hans Hænder vare laadne som Esaus, hans Broders, Hænder; og han velsignede ham.
24 ait: Tu es filius meus Esau? Respondit: Ego sum.
Og han sagde: Du, er du denne min Søn Esau? og han sagde: Jeg er det.
25 At ille: Affer mihi, inquit, cibos de venatione tua, fili mi, ut benedicat tibi anima mea. Quos cum oblatos comedisset, obtulit ei etiam vinum. Quo hausto,
Da sagde han: Bring mig det hid og lad mig æde af min Søns Vildt, at min Sjæl skal velsigne dig; saa bragte han ham det, og han aad, og han bragte ham Vin, og han drak.
26 dixit ad eum: Accede ad me, et da mihi osculum, fili mi.
Og Isak, hans Fader, sagde til ham: Kære, kom nærmere og kys mig, min Søn!
27 Accessit, et osculatus est eum. Statimque ut sensit vestimentorum illius fragrantiam, benedicens illi, ait: Ecce odor filii mei sicut odor agri pleni, cui benedixit Dominus.
Og han kom nærmere og kyssede ham; og han lugtede Lugten af hans Klæder og velsignede ham og sagde: Se, min Søns Lugt er som Lugten af en Mark, hvilken Herren har velsignet.
28 Det tibi Deus de rore cæli et de pinguedine terræ abundantiam frumenti et vini.
Og Gud give dig af Himmelens Dug og af Jordens Fedme og meget Korn og Most.
29 Et serviant tibi populi, et adorent te tribus: esto dominus fratrum tuorum, et incurventur ante te filii matris tuæ: qui maledixerit tibi, sit ille maledictus, et qui benedixerit tibi, benedictionibus repleatur.
Folkene skulle tjene dig, og Folkefærd skulle falde dig til Fode. Bliv en Herre over dine Brødre, og din Moders Sønner skulle falde dig til Fode; hvo som forbander dig, være forbandet, og hvo som velsigner dig, være velsignet!
30 Vix Isaac sermonem impleverat, et egresso Jacob foras, venit Esau,
Og det skete, der Isak var færdig med at velsigne Jakob, da Jakob lige var gaaet ud fra sin Fader Isak, at Esau, hans Broder, kom fra sin Jagt.
31 coctosque de venatione cibos intulit patri, dicens: Surge, pater mi, et comede de venatione filii tui, ut benedicat mihi anima tua.
Og han tilberedte ogsaa en god Ret og bragte den ind til sin Fader og sagde til sin Fader: Min Fader staa op og æde af sin Søns Vildt, at din Sjæl skal velsigne mig.
32 Dixitque illi Isaac: Quis enim es tu? Qui respondit: Ego sum filius tuus primogenitus Esau.
Da sagde Isak, hans Fader til ham: Hvo er du? og han sagde: Jeg er din Søn, din førstefødte, Esau.
33 Expavit Isaac stupore vehementi: et ultra quam credi potest admirans, ait: Quis igitur ille est qui dudum captam venationem attulit mihi, et comedi ex omnibus priusquam tu venires; benedixique ei, et erit benedictus?
Da forfærdedes Isak med en overmaade stor Forfærdelse og sagde: Hvo er dog den, som fangede Vildt og frembar til mig? og jeg aad af alt, før du kom, og jeg har velsignet ham; og han skal ogsaa være velsignet.
34 Auditis Esau sermonibus patris, irrugiit clamore magno: et consternatus, ait: Benedic etiam et mihi, pater mi.
Der Esau hørte sin Faders Tale, da skreg han med et stort og overmaade bittert Skrig og sagde til sin Fader: Velsign mig, ogsaa mig, min Fader!
35 Qui ait: Venit germanus tuus fraudulenter, et accepit benedictionem tuam.
Og han sagde: Din Broder kom med List og tog din Velsignelse.
36 At ille subjunxit: Juste vocatum est nomen ejus Jacob: supplantavit enim me en altera vice: primogenita mea ante tulit, et nunc secundo surripuit benedictionem meam. Rursumque ad patrem: Numquid non reservasti, ait, et mihi benedictionem?
Da sagde han: Mon man derfor har kaldet hans Navn Jakob, fordi han nu har to Gange bedraget mig? min Førstefødselsret har han taget, og se, nu tog han min Velsignelse; og han sagde: Har du ikke bevaret mig en Velsignelse?
37 Respondit Isaac: Dominum tuum illum constitui, et omnes fratres ejus servituti illius subjugavi; frumento et vino stabilivi eum: et tibi post hæc, fili mi, ultra quid faciam?
Og Isak svarede og sagde til Esau: Se, jeg har sat ham til en Herre over dig og gjort alle hans Brødre til hans Tjenere og forsørget ham med Korn og Most, hvad skal jeg da gøre ved dig, min Søn?
38 Cui Esau: Num unam, inquit, tantum benedictionem habes, pater? mihi quoque obsecro ut benedicas. Cumque ejulatu magno fleret,
Og Esau sagde til sin Fader: Har du ikke uden denne ene Velsignelse, min Fader? velsign mig, ogsaa mig, min Fader! og Esau opløftede sin Røst og græd.
39 motus Isaac, dixit ad eum: In pinguedine terræ, et in rore cæli desuper,
Da svarede Isak, hans Fader, og sagde til ham: Se, din Bolig skal være uden Jordens Fedme og uden Himmelens Dug fra oven ned.
40 erit benedictio tua. Vives in gladio, et fratri tuo servies: tempusque veniet, cum excutias et solvas jugum ejus de cervicibus tuis.
Og ved dit Sværd skal du leve og tjene din Broder, og det skal ske, naar du bliver ustyrlig, da skal du bryde hans Aag af din Hals.
41 Oderat ergo semper Esau Jacob pro benedictione qua benedixerat ei pater: dixitque in corde suo: Venient dies luctus patris mei, et occidam Jacob fratrem meum.
Og Esau var Jakob hadsk for den Velsignelses Skyld, som hans Fader havde velsignet ham med, og Esau sagde i sit Hjerte: Det kommer snart, at vi skulle sørge for min Fader, da vil jeg slaa Jakob, min Broder, ihjel.
42 Nuntiata sunt hæc Rebeccæ: quæ mittens et vocans Jacob filium suum, dixit ad eum: Ecce Esau frater tuus minatur ut occidat te.
Og Esaus, hendes ældste Søns, Ord bleve Rebekka tilkendegivne; og hun sendte hen og lod Jakob, sin yngste Søn, kalde, og sagde til ham: Se, Esau, din Broder, vil trøste sig med at slaa dig ihjel.
43 Nunc ergo, fili mi, audi vocem meam, et consurgens fuge ad Laban fratrem meum in Haran:
Og nu, min Søn, hør min Røst og staa op, fly til Laban, min Broder, i Karan,
44 habitabisque cum eo dies paucos, donec requiescat furor fratris tui,
og bliv hos ham nogen Tid, indtil din Broders Hidsighed lægger sig,
45 et cesset indignatio ejus, obliviscaturque eorum quæ fecisti in eum: postea mittam, et adducam te inde huc: cur utroque orbabor filio in uno die?
indtil din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer det, du har gjort ham, saa vil jeg sende Bud og hente dig derfra; hvi skulde jeg dog berøves eder begge paa en Dag?
46 Dixitque Rebecca ad Isaac: Tædet me vitæ meæ propter filias Heth: si acceperit Jacob uxorem de stirpe hujus terræ, nolo vivere.
Og Rebekka sagde til Isak: Jeg kedes ved at leve for Heths Døtres Skyld; dersom Jakob tog en Hustru af Heths Døtre, som disse af dette Lands Døtre, hvad skulde jeg da leve for?
