Canticum Canticorum 2
1 Ego flos campi, et lilium convallium.
Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje.
2 Sicut lilium inter spinas, sic amica mea inter filias.
Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
3 Sicut malus inter ligna silvarum, sic dilectus meus inter filios. Sub umbra illius quem desideraveram, sedi: et fructus eius dulcis gutturi meo.
Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
4 Introduxit me in cellam vinariam, ordinavit in me charitatem.
Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
5 Fulcite me floribus, stipate me malis: quia amore langueo.
Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
6 Læva eius sub capite meo, et dextera illius amplexabitur me.
Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
7 Adiuro vos filiæ Ierusalem per capreas, cervosque camporum, ne suscitetis, neque evigilare faciatis dilectam, quoadusque ipsa velit.
Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
8 Vox dilecti mei, ecce iste venit saliens in montibus, transiliens colles:
Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
9 similis est dilectus meus capreæ, hinnuloque cervorum. en ipse stat post parietem nostrum respiciens per fenestras, prospiciens per cancellos.
Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu staar han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
10 En dilectus meus loquitur mihi: Surge, propera amica mea, columba mea, formosa mea, et veni.
Min Ven stemmer i og siger saa til mig: Staa op, min Veninde, du fagre, kom!
11 Iam enim hiems transiit, imber abiit, et recessit.
Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
12 Flores apparuerunt in terra nostra, tempus putationis advenit: vox turturis audita est in terra nostra:
Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
13 ficus protulit grossos suos: vineæ florentes dederunt odorem suum. Surge, amica mea, speciosa mea, et veni:
Figentræets Smaafrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Staa op, min Veninde, du fagre, kom,
14 columba mea in foraminibus petræ, in caverna maceriæ, ostende mihi faciem tuam, sonet vox tua in auribus meis: vox enim tua dulcis, et facies tua decora.
min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
15 Capite nobis vulpes parvulas, quæ demoliuntur vineas: nam vinea nostra floruit.
Fang os de Ræve, de Ræve smaa, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
16 Dilectus meus mihi, et ego illi, qui pascitur inter lilia
Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;
17 donec aspiret dies, et inclinentur umbræ. Revertere: similis esto, dilecte mi, capreæ, hinnuloque cervorum super montes Bether.
til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort paa duftende Bjerge!
