Psalmorum 9
1 In finem pro occultis filii, Psalmus David. Confitebor tibi Domine in toto corde meo: narrabo omnia mirabilia tua.
Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme af David. Jeg vil takke Herren af mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underfulde Gerninger.
2 Lætabor et exultabo in te: psallam nomini tuo Altissime,
Jeg vil glæde og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Højeste!
3 In convertendo inimicum meum retrorsum: infirmabuntur, et peribunt a facie tua.
Naar mine Fjender vige tilbage, da skulle de støde an og omkomme for dig.
4 Quoniam fecisti iudicium meum et causam meam: sedisti super thronum qui iudicas iustitiam.
Thi du har udført min Ret og min Sag; du har sat dig paa Tronen, du, som dømmer Retfærdighed.
5 Increpasti Gentes, et periit impius: nomen eorum delesti in æternum et in sæculum sæculi.
Du truede Hedningerne, du tilintetgjorde den ugudelige, du, udslettede deres Navn evindelig og altid.
6 Inimici defecerunt frameæ in finem: et civitates eorum destruxisti. Periit memoria eorum cum sonitu:
Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Stæderne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem.
7 et Dominus in æternum permanet. Paravit in iudicio thronum suum:
Men Herren skal blive evindelig; han har beredt sin Trone til Dom.
8 et ipse iudicabit orbem terræ in æquitate, iudicabit populos in iustitia.
Og han skal dømme Verden med Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished.
9 Et factus est Dominus refugium pauperi: adiutor in opportunitatibus, in tribulatione.
Og Herren være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider!
10 Et sperent in te qui noverunt nomen tuum: quoniam non dereliquisti quærentes te Domine.
Og de, som kendte dit Navn, skulle forlade sig paa dig; thi du har ikke forladt dem, som søge dig, Herre!
11 Psallite Domino, qui habitat in Sion: annunciate inter Gentes studia eius:
Lovsynger Herren, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger!
12 Quoniam requirens sanguinem eorum recordatus est: non est oblitus clamorem pauperum.
Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig.
13 Miserere mei Domine: vide humilitatem meam de inimicis meis.
Herre, vær mig naadig, se, kvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte,
14 Qui exaltas me de portis mortis, ut annunciem omnes laudationes tuas in portis filiæ Sion.
paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse.
15 Exultabo in salutari tuo: infixæ sunt Gentes in interitu, quem fecerunt. In laqueo isto, quem absconderunt, comprehensus est pes eorum.
Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.
16 Cognoscetur Dominus iudicia faciens: in operibus manuum suarum comprehensus est peccator.
Herren er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. (Higgajon, Sela)
Lad de ugudelige vende om til Dødsriget, ja, alle Hedninger, som glemme Gud. (Sheol h7585)
18 Quoniam non in finem oblivio erit pauperis: patientia pauperum non peribit in finem.
Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes.
19 Exurge Domine, non confortetur homo: iudicentur Gentes in conspectu tuo:
Herre! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt!
20 Constitue Domine legislatorem super eos: ut sciant Gentes quoniam homines sunt.
Lad Frygt, o Herre! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. (Sela)
