Psalmorum 74
1 Intellectus Asaph. Ut quid Deus repulisti in finem: iratus est furor tuus super oves pascuæ tuæ?
Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord.
2 Memor esto congregationis tuæ, quam possedisti ab initio. Redemisti virgam hereditatis tuæ: mons Sion, in quo habitasti in eo.
Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa.
3 Leva manus tuas in superbias eorum in finem: quanta malignatus est inimicus in sancto!
Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen.
4 Et gloriati sunt qui oderunt te: in medio solemnitatis tuæ. Posuerunt signa sua, signa:
Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn.
5 et non cognoverunt sicut in exitu super summum. Quasi in silva lignorum securibus
Det ser ud, som naar een hæver Økserne højt imod Træets tætte Grene.
6 exciderunt ianuas eius in idipsum: in securi, et ascia deiecerunt eam.
Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre.
7 Incenderunt igni Sanctuarium tuum: in terra polluerunt tabernaculum nominis tui.
De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden.
8 Dixerunt in corde suo cognatio eorum simul: quiescere faciamus omnes dies festos Dei a terra.
De have sagt i deres Hjerte: Lader os kue dem tilsammen; de have opbrændt alle Guds Forsamlingshuse i Landet.
9 Signa nostra non vidimus, iam non est propheta: et nos non cognoscet amplius.
Vi se ikke vore egne Tegn; der er ingen Profet ydermere og ingen hos os, som ved, hvor længe det skal vare.
10 Usquequo Deus improperabit inimicus: irritat adversarius nomen tuum in finem?
Gud! hvor længe skal Modstanderen forhaane, skal Fjenden foragte dit Navn evindelig?
11 Ut quid avertis manum tuam, et dexteram tuam, de medio sinu tuo in finem?
Hvorfor drager du din Haand, din højre Haand tilbage? Tag den ud fra din Barm, ødelæg dem!
12 Deus autem rex noster ante sæcula: operatus est salutem in medio terræ.
Gud er dog min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt paa Jorden.
13 Tu confirmasti in virtute tua mare: contribulasti capita draconum in aquis.
Du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Havuhyrernes Hoveder i Vandene.
14 Tu confregisti capita draconis: dedisti eum escam populis Æthiopum.
Du knuste Leviathans Hoveder, du gav Folket i Ørken den til Spise.
15 Tu dirupisti fontes, et torrentes: tu siccasti fluvios Ethan.
Du lod Kilde og Bæk bryde frem, du udtørrede de altid rindende Floder.
16 Tuus est dies, et tua est nox: tu fabricatus es auroram et solem.
Dagen hører dig til, Natten hører dig ogsaa til, du har beredt Lys og Sol.
17 Tu fecisti omnes terminos terræ: æstatem et ver tu plasmasti ea.
Du har sat alle Jordens Grænser; Sommer og Vinter, dem har du beskikket.
18 Memor esto huius, inimicus improperavit Domino: et populus insipiens incitavit nomen tuum.
Kom dette i Hu: Fjenden forhaanede Herren, og et Folk af Daarer foragtede dit Navn.
19 Ne tradas bestiis animas confitentes tibi, et animas pauperum tuorum ne obliviscaris in finem.
Giv ikke vilde Dyr din Turteldues Sjæl, glem ikke dine elendiges Liv evindelig!
20 Respice in testamentum tuum: quia repleti sunt, qui obscurati sunt terræ domibus iniquitatum.
Se til Pagten; thi Jordens mørke Steder ere fulde af Volds Boliger.
21 Ne avertatur humilis factus confusus: pauper et inops laudabunt nomen tuum.
Lad den ringe ikke vende beskæmmet tilbage, lad den elendige og fattige love dit Navn!
22 Exurge Deus, iudica causam tuam: memor esto improperiorum tuorum, eorum quæ ab insipiente sunt tota die.
Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag.
23 Ne obliviscaris voces inimicorum tuorum: superbia eorum, qui te oderunt, ascendit semper.
Glem ikke dine Fjenders Røst, dine Modstanderes Bulder, som stiger altid op.
