Psalmorum 62
1 In finem, Pro Idithun, Psalmus David. Nonne Deo subiecta erit anima mea? ab ipso enim salutare meum.
Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.
2 Nam et ipse Deus meus, et salutaris meus: susceptor meus, non movebor amplius.
Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse.
3 Quousque irruitis in hominem? interficitis universi vos: tamquam parieti inclinato et maceriæ depulsæ.
Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget.
4 Verumtamen pretium meum cogitaverunt repellere, cucurri in siti: ore suo benedicebant, et corde suo maledicebant.
Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?
5 Verumtamen Deo subiecta esto anima mea: quoniam ab ipso patientia mea.
Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. (Sela)
6 Quia ipse Deus meus, et salvator meus: adiutor meus, non emigrabo.
Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning.
7 In Deo salutare meum, et gloria mea: Deus auxilii mei, et spes mea in Deo est.
Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes.
8 Sperate in eo omnis congregatio populi, effundite coram illo corda vestra: Deus adiutor noster in æternum.
Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.
9 Verumtamen vani filii hominum, mendaces filii hominum in stateris: ut decipiant ipsi de vanitate in idipsum.
Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. (Sela)
10 Nolite sperare in iniquitate, et rapinas nolite concupiscere: divitiæ si affluant, nolite cor apponere.
Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.
11 Semel locutus est Deus, duo hæc audivi, quia potestas Dei est,
Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!
12 et tibi Domine misericordia: quia tu reddes unicuique iuxta opera sua.
Een Gang har Gud talt, ja, to Gange, hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.
