Psalmorum 59
1 In finem, Ne disperdas, David in tituli inscriptionem, quando misit Saul, et custodivit domum eius, ut eum interficeret. Eripe me de inimicis meis Deus meus: et ab insurgentibus in me libera me.
(Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da Saul sendte folk, som skulle vogte huset for at dræbe ham.) Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;
2 Eripe me de operantibus iniquitatem: et de viris sanguinum salva me.
fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
3 Quia ecce ceperunt animam meam: irruerunt in me fortes.
Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
4 Neque iniquitas mea, neque peccatum meum Domine: sine iniquitate cucurri, et direxi.
Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!
5 Exurge in occursum meum, et vide: et tu Domine Deus virtutum, Deus Israel, Intende ad visitandas omnes gentes: non miserearis omnibus, qui operantur iniquitatem.
Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! (Sela)
6 Convertentur ad vesperam: et famem patientur ut canes, et circuibunt civitatem.
Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!
7 Ecce loquentur in ore suo, et gladius in labiis eorum: quoniam quis audivit?
Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"
8 Et tu Domine deridebis eos: ad nihilum deduces omnes gentes.
Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
9 Fortitudinem meam ad te custodiam, quia Deus susceptor meus es:
dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
10 Deus meus misericordia eius præveniet me.
med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!
11 Deus ostendet mihi super inimicos meos, ne occidas eos: nequando obliviscantur populi mei. Disperge illos in virtute tua: et depone eos protector meus Domine:
Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,
12 Delictum oris eorum, sermonem labiorum ipsorum: et comprehendantur in superbia sua. Et de execratione et mendacio annuntiabuntur
giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
13 in consummatione: in ira consummationis, et non erunt. Et scient quia Deus dominabitur Iacob: et finium terræ.
udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! (Sela)
14 Convertentur ad vesperam, et famem patientur ut canes: et circuibunt civitatem.
Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,
15 Ipsi dispergentur ad manducandum: si vero non fuerint saturati, et murmurabunt.
vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
16 Ego autem cantabo fortitudinem tuam: et exultabo mane misericordiam tuam. Quia factus es susceptor meus, et refugium meum, in die tribulationis meæ.
Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.
17 Adiutor meus tibi psallam, quia Deus susceptor meus es: Deus meus misericordia mea.
Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.
