Psalmorum 2

1 Quare fremuerunt Gentes, et populi meditati sunt inania? Astiterunt reges terræ, et principes convenerunt in unum adversus Dominum, et adversus Christum eius.

Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængt er?

2 Dirumpamus vincula eorum: et proiiciamus a nobis iugum ipsorum.

Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede:

3 Qui habitat in cælis irridebit eos: et Dominus subsannabit eos.

"Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!"

4 Tunc loquetur ad eos in ira sua, et in furore suo conturbabit eos.

Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.

5 Ego autem constitutus sum rex ab eo super Sion montem sanctum eius, prædicans præceptum eius.

Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:

6 Dominus dixit ad me: Filius meus es tu, ego hodie genui te.

"Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!"

7 Postula a me, et dabo tibi Gentes hereditatem tuam, et possessionem tuam terminos terræ.

Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag!

8 Reges eos in virga ferrea, et tamquam vas figuli confringes eos.

Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje;

9 Et nunc reges intelligite: erudimini qui iudicatis terram.

med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!"

10 Servite Domino in timore: et exultate ei cum tremore.

Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere,

11 Apprehendite disciplinam nequando irascatur Dominus, et pereatis de via iusta.

tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven!

12 Cum exarserit in brevi ira eius, beati omnes, qui confidunt in eo.

Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham!