Job 6
1 Respondens autem Iob, dixit:
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 Utinam appenderentur peccata mea, quibus iram merui: et calamitas, quam patior, in statera.
Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
3 Quasi arena maris hæc gravior appareret: unde et verba mea dolore sunt plena:
Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
4 Quia sagittæ Domini in me sunt, quarum indignatio ebibit spiritum meum, et terrores Domini militant contra me.
Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Aand inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
5 Numquid rugiet onager cum habuerit herbam? aut mugiet bos cum ante præsepe plenum steterit?
Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
6 Aut poterit comedi insulsum, quod non est sale conditum? aut potest aliquis gustare, quod gustatum affert mortem?
Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
7 Quæ prius nolebat tangere anima mea, nunc præ angustia, cibi mei sunt.
Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
8 Quis det ut veniat petitio mea: et quod expecto, tribuat mihi Deus?
Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg haaber;
9 Et qui cœpit, ipse me conterat: solvat manum suam, et succidat me?
vilde Gud dog knuse mig, række Haanden ud og skære mig fra,
10 Et hæc mihi sit consolatio ut affligens me dolore, non parcat, nec contradicam sermonibus Sancti.
saa vilde det være min Trøst — jeg hopped af Glæde trods skaanselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
11 Quæ est enim fortitudo mea ut sustineam? aut quis finis meus, ut patienter agam?
Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være taalmodig?
12 Nec fortitudo lapidum fortitudo mea, nec caro mea ænea est.
Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
13 Ecce, non est auxilium mihi in me, et necessarii quoque mei recesserunt a me.
Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
14 Qui tollit ab amico suo misericordiam, timorem Domini derelinquit.
Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
15 Fratres mei præterierunt me, sicut torrens qui raptim transit in convallibus.
Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
16 Qui timent pruinam, irruet super eos nix.
de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
17 Tempore, quo fuerint dissipati, peribunt: et ut incaluerit, solventur de loco suo.
men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
18 Involutæ sunt semitæ gressuum eorum: ambulabunt in vacuum, et peribunt.
Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og gaar til Grunde;
19 Considerate semitas Thema, itinera Saba, et expectate paulisper.
Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog haaber paa dem,
20 Confusi sunt, quia speravi: venerunt quoque usque ad me, et pudore cooperti sunt.
men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
21 Nunc venistis: et modo videntes plagam meam timetis.
Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen saa I og grebes af Skræk!
22 Numquid dixi: Afferte mihi, et de substantia vestra donate mihi?
Har jeg mon sagt: »Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
23 Vel, Liberate me de manu hostis, et de manu robustorum eruite me?
red mig af Fjendens Haand, køb mig fri fra Voldsmænds Haand!«
24 Docete me, et ego tacebo: et siquid forte ignoravi, instruite me.
Lær mig, saa vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
25 Quare detraxistis sermonibus veritatis, cum e vobis nullus sit qui possit arguere me?
Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
26 Ad increpandum tantum eloquia concinnatis, et in ventum verba profertis.
Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
27 Super pupillum irruitis, et subvertere nitimini amicum vestrum.
Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
28 Verumtamen quod cœpistis explete: præbete aurem, et videte an mentiar.
Men vilde I nu dog se paa mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
29 Respondete obsecro absque contentione: et loquentes id quod iustum est, iudicate.
Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
30 Et non invenietis in lingua mea iniquitatem, nec in faucibus meis stultitia personabit.
Er der Uret paa min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
