Job 27
1 Addidit quoque Iob, assumens parabolam suam, et dixit:
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 Vivit Deus, qui abstulit iudicium meum, et Omnipotens, qui ad amaritudinem adduxit animam meam.
Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!
3 Quia donec superest halitus in me, et spiritus Dei in naribus meis,
— thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —
4 Non loquentur labia mea iniquitatem, nec lingua mea meditabitur mendacium.
skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.
5 Absit a me ut iustos vos esse iudicem: donec deficiam, non recedam ab innocentia mea.
Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.
6 Iustificationem meam, quam cœpi tenere, non deseram: neque enim reprehendit me cor meum in omni vita mea.
Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.
7 Sit ut impius, inimicus meus: et adversarius meus, quasi iniquus.
Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.
8 Quæ est enim spes hypocritæ si avare rapiat, et non liberet Deus animam eius?
Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!
9 Numquid Deus audiet clamorem eius cum venerit super eum angustia?
Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
10 Aut poterit in Omnipotente delectari, et invocare Deum omni tempore?
Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?
11 Docebo vos per manum Dei quæ Omnipotens habeat, nec abscondam.
Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.
12 Ecce, vos omnes nostis, et quid sine causa vana loquimini?
Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?
13 Hæc est pars hominis impii apud Deum, et hæreditas violentorum, quam ob Omnipotente suscipient.
Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.
14 Si multiplicati fuerint filii eius, in gladio erunt, et nepotes eius non saturabuntur pane.
Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.
15 Qui reliqui fuerint ex eo, sepelientur in interitu, et viduæ illius non plorabunt.
De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.
16 Si comportaverit quasi terram argentum, et sicut lutum præparaverit vestimenta:
Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,
17 Præparabit quidem, sed iustus vestietur illis: et argentum innocens dividet.
da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.
18 Ædificavit sicut tinea domum suam, et sicut custos fecit umbraculum.
Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.
19 Dives cum dormierit, nihil secum auferet: aperiet oculos suos, et nihil inveniet.
Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.
20 Apprehendet eum quasi aqua inopia, nocte opprimet eum tempestas.
Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.
21 Tollet eum ventus urens, et auferet, et velut turbo rapiet eum de loco suo.
Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.
22 Et mittet super eum, et non parcet: de manu eius fugiens fugiet.
Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.
23 Stringet super eum manus suas, et sibilabit super illum, intuens locum eius.
Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.
