Canticum Canticorum 4

1 Quam pulchra es amica mea, quam pulchra es! Oculi tui columbarum, absque eo, quod intrinsecus latet. Capilli tui sicut greges caprarum, quæ ascenderunt de monte Galaad.

Hvor du er fager, min Veninde, hvor er du fager! Dine Øjne er Duer bag sløret, dit Haar som en Gedeflok bølgende ned fra Gilead,

2 Dentes tui sicut greges tonsarum, quæ ascenderunt de lavacro, omnes gemellis fœtibus, et sterilis non est inter eas.

dine Tænder som en nyklippet Faareflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam;

3 Sicut vitta coccinea, labia tua: et eloquium tuum, dulce. Sicut fragmen mali Punici, ita genæ tuæ, absque eo, quod intrinsecus latet.

som en Purpursnor er dine Læber, yndig din Mund, din Tinding som et bristet Granatæble bag ved dit Slør;

4 Sicut turris David collum tuum, quæ ædificata est cum propugnaculis: mille clypei pendant ex ea, omnis armatura fortium.

din Hals er som Davids Taarn, der er bygget til Udkig, tusinde Skjolde hænger derpaa, kun Helteskjolde;

5 Duo ubera tua, sicut duo hinnuli capreæ gemelli, qui pascuntur in liliis,

dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelletvillinger, der græsser blandt Liljer.

6 donec aspiret dies, et inclinentur umbræ, vadam ad montem myrrhæ, et ad collem thuris.

Til Dagen svales og Skyggerne længes, vil jeg vandre til Myrrabjerget og Vellugtshøjen.

7 Tota pulchra es amica mea, et macula non est in te.

Du er fuldendt fager, min Veninde og uden Lyde.

8 Veni de Libano sponsa mea, veni de Libano, veni: coronaberis de capite Amana, de Sanir et Hermon, de cubilibus leonum, de montibus pardorum.

Kom med mig fra Libanon, Brud, kom med mig fra Libanon, stig ned fra Amanas Tinde, fra Senirs og Hermons Tinde, fra Løvers Huler, fra Panteres Bjerge!

9 Vulnerasti cor meum soror mea sponsa, vulnerasti cor meum in uno oculorum tuorum, et in uno crine colli tui.

Du har fanget mig, min Søster, min Brud, du har fanget mig med et af dine Blikke, med en af din Halses Kæder.

10 Quam pulchræ sunt mammæ tuæ soror mea sponsa! Pulchriora sunt ubera tua vino, et odor unguentorum tuorum super omnia aromata.

Hvor herlig er din Kærlighed, min Søster, min Brud, hvor din Kærlighed er god fremfor Vin, dine Salvers Duft fremfor alskens Vellugt!

11 Favus distillans labia tua sponsa, mel et lac sub lingua tua: et odor vestimentorum tuorum sicut odor thuris.

Dine Læber drypper af Sødme, min Brud, under din Tunge er Honning og Mælk; dine Klæders Duft er som Libanons Duft.

12 Hortus conclusus soror mea sponsa, hortus conclusus, fons signatus.

Min Søster, min Brud er en lukket Have, en lukket Kilde, et Væld under Segl.

13 Emissiones tuæ paradisus malorum Punicorum cum pomorum fructibus. Cypri cum nardo,

Dine Skud er en Lund af Granattræer med kostelige Frugter, Kofer,

14 nardus et crocus, fistula et cinnamomum cum universis lignis Libani, myrrha et aloe cum omnibus primis unguentis.

Nardus og Kalmus og Kanel og alle Slags Vellugtstræer, Myrra og Safran og Aloe og alskens ypperlig Balsam.

15 Fons hortorum: puteus aquarum viventium, quæ fluunt impetu de Libano.

Min Haves Væld er en Brønd med rindende Vand og Strømme fra Libanon.

16 Surge Aquilo, et veni Auster, perfla hortum meum, et fluant aromata illius. Veniat dilectus meus in hortum suum, et comedat fructum pomorum suorum.

Nordenvind, vaagn, Søndenvind kom, blæs gennem min Have, saa dens Vellugt spredes! Min Ven komme ind i sin Have og nyde dens udsøgte Frugt!