Psalmorum 95

1 Laus Cantici ipsi David. Venite, exultemus Domino: iubilemus Deo salutari nostro:

Kommer, lader os synge med Fryd for Herren, lader os raabe af Glæde for vor Frelses Klippe!

2 Præoccupemus faciem eius in confessione: et in psalmis iubilemus ei.

Lader os komme frem for hans Ansigt med Tak, lader os raabe af Glæde for ham med Psalmer!

3 Quoniam Deus magnus Dominus: et Rex magnus super omnes deos.

Thi Herren er en stor Gud, ja, en stor Konge over alle Guder.

4 Quia in manu eius sunt omnes fines terræ: et altitudines montium ipsius sunt.

I hans Haand ere Jordens Dybder, og Bjergenes Højder høre ham til.

5 Quoniam ipsius est mare, et ipse fecit illud: et siccam manus eius formaverunt.

Havet er hans, og han har skabt det, og hans Hænder have dannet det tørre Land.

6 Venite adoremus, et procidamus: et ploremus ante Dominum, qui fecit nos.

Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knæ for Herren, vor Skabers Ansigt!

7 Quia ipse est Dominus Deus noster: et nos populus pascuæ eius, et oves manus eius.

Thi han er vor Gud, og vi ere det Folk, han føder, og den Hjord, hans Haand leder: Vilde I dog i Dag høre hans Røst!

8 Hodie si vocem eius audieritis, nolite obdurare corda vestra;

Forhærder ikke eders Hjerte, som ved Meriba, som paa den Dag ved Massa udi Ørken,

9 Sicut in irritatione secundum diem tentationis in deserto: ubi tentaverunt me patres vestri, probaverunt me, et viderunt opera mea.

hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, og de saa min Gerning.

10 Quadraginta annis offensus fui generationi illi, et dixi: Semper hi errant corde.

Fyrretyve Aar kededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet, de kendte ikke mine Veje,

11 Et isti non cognoverunt vias meas: ut iuravi in ira mea: Si introibunt in requiem meam.

saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile!