Psalmorum 55
1 In finem, In carminibus, intellectus David. Exaudi Deus orationem meam, et ne despexeris deprecationem meam:
Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David. Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min Tryglen,
2 intende mihi, et exaudi me. Contristatus sum in exercitatione mea: et conturbatus sum
laan mig Øre og svar mig, jeg vaander mig i Klage,
3 a voce inimici, et a tribulatione peccatoris. Quoniam declinaverunt in me iniquitates, et in ira molesti erant mihi.
jeg stønner ved Fjendernes Raab og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;
4 Cor meum conturbatum est in me: et formido mortis cecidit super me.
Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.
5 Timor et tremor venerunt super me: et contexerunt me tenebræ:
Frygt og Angst falder paa mig, Gru er over mig.
6 Et dixi: Quis dabit mihi pennas sicut columbæ, et volabo, et requiescam?
Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,
7 Ecce elongavi fugiens: et mansi in solitudine.
ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. (Sela)
8 Expectabam eum, qui salvum me fecit a pusillanimitate spiritus, et tempestate.
Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.
9 Præcipita Domine, divide linguas eorum: quoniam vidi iniquitatem, et contradictionem in civitate.
Herre, forvir og split deres Tungemaal! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;
10 Die ac nocte circumdabit eam super muros eius iniquitas: et labor in medio eius,
de gaar Rundgang Dag og Nat paa dens Mure;
11 et iniustitia. Et non defecit de plateis eius usura et dolus.
Ulykke, Kvide og Vanheld raader derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
12 Quoniam si inimicus meus maledixisset mihi, sustinuissem utique. Et si is, qui oderat me, super me magna locutus fuisset: abscondissem me forsitan ab eo.
Det var ikke en Fjende, som haaned mig — det kunde bæres; min Uven ydmyged mig ej — ham kunde jeg undgaa;
13 Tu vero homo unanimis: dux meus, et notus meus:
men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
14 Qui simul mecum dulces capiebas cibos: in domo Dei ambulavimus cum consensu.
og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandred endrægtelig i Guds Hus.
15 Veniat mors super illos: et descendant in infernum viventes: Quoniam nequitiæ in habitaculis eorum: in medio eorum. (Sheol h7585)
Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! (Sheol h7585)
16 Ego autem ad Deum clamavi: et Dominus salvabit me.
Jeg, jeg raaber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
17 Vespere, et mane, et meridie narrabo et annuntiabo: et exaudiet vocem meam.
Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre
18 Redimet in pace animam meam ab his, qui appropinquant mihi: quoniam inter multos erant mecum.
og udfri min Sjæl i Fred, saa de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.
19 Exaudiet Deus, et humiliabit illos, qui est ante sæcula. Non enim est illis commutatio, et non timuerunt Deum:
Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. (Sela) Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
20 extendit manum suam in retribuendo. Contaminaverunt testamentum eius,
Paa Venner lagde han Haand og brød sin Pagt.
21 divisi sunt ab ira vultus eius: et appropinquavit cor illius. Molliti sunt sermones eius super oleum: et ipsi sunt iacula.
Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
22 Iacta super Dominum curam tuam, et ipse te enutriet: non dabit in æternum fluctuationem iusto.
Kast din Byrde paa HERREN, saa sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.
23 Tu vero Deus deduces eos, in puteum interitus. Viri sanguinum, et dolosi non dimidiabunt dies suos: ego autem sperabo in te Domine.
Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd naa Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler paa dig!
