Psalmorum 38
1 Psalmus David, in rememorationem de Sabbato. Domine ne in furore tuo arguas me, neque in ira tua corripias me.
En Salme af David. Lehazkir.
2 Quoniam sagittæ tuæ infixæ sunt mihi: et confirmasti super me manum tuam.
HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme!
3 Non est sanitas in carne mea a facie iræ tuæ: non est pax ossibus meis a facie peccatorum meorum.
Thi dine Pile sidder i mig, din Haand har lagt sig paa mig.
4 Quoniam iniquitates meæ supergressæ sunt caput meum: et sicut onus grave gravatæ sunt super me.
Intet er karskt paa min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
5 Putruerunt et corruptæ sunt cicatrices meæ, a facie insipientiæ meæ.
thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
6 Miser factus sum, et curvatus sum usque in finem: tota die contristatus ingrediebar.
Mine Saar baade stinker og raadner, for min Daarskabs Skyld gaar jeg bøjet;
7 Quoniam lumbi mei impleti sunt illusionibus: et non est sanitas in carne mea.
jeg er saare nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
8 Afflictus sum, et humiliatus sum nimis: rugiebam a gemitu cordis mei.
Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt paa min Krop,
9 Domine, ante te omne desiderium meum: et gemitus meus a te non est absconditus.
jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vaande.
10 Cor meum conturbatum est: dereliquit me virtus mea, et lumen oculorum meorum: et ipsum non est mecum.
HERRE, du kender al min Attraa, mit Suk er ej skjult for dig;
11 Amici mei et proximi mei adversum me appropinquaverunt, et steterunt. Et qui iuxta me erant, de longe steterunt: et vim faciebant qui quærebant animam meam.
mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
12 Et qui inquirebant mala mihi, locuti sunt vanitates: et dolos tota die meditabantur.
For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjernt;
13 Ego autem tamquam surdus non audiebam: et sicut mutus non aperiens os suum.
de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Raad om Fordærv, de tænker Dagen igennem paa Svig.
14 Et factus sum sicut homo non audiens: et non habens in ore suo redargutiones.
Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej aabner sin Mund,
15 Quoniam in te Domine speravi: tu exaudies me Domine Deus meus.
som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
16 Quia dixi: Nequando supergaudeant mihi inimici mei: et dum commoventur pedes mei, super me magna locuti sunt.
Thi til dig staar mit Haab, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
17 Quoniam ego in flagella paratus sum: et dolor meus in conspectu meo semper.
naar jeg siger: »Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!«
18 Quoniam iniquitatem meam annuntiabo: et cogitabo pro peccato meo.
Thi jeg staar allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
19 Inimici autem mei vivunt, et confirmati sunt super me: et multiplicati sunt qui oderunt me inique.
thi jeg maa bekende min Skyld, maa sørge over min Synd.
20 Qui retribuunt mala pro bonis, detrahebant mihi: quoniam sequebar bonitatem.
Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
21 Ne derelinquas me Domine Deus meus: ne discesseris a me.
som lønner mig godt med ondt, som staar mig imod, fordi jeg søger det gode.
22 Intende in adiutorium meum, Domine Deus salutis meæ.
HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
