Psalmorum 38
1 Psalmus David, in rememorationem de Sabbato. Domine ne in furore tuo arguas me, neque in ira tua corripias me.
En Psalme af David; til Ihukommelse.
2 Quoniam sagittæ tuæ infixæ sunt mihi: et confirmasti super me manum tuam.
Herre! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme.
3 Non est sanitas in carne mea a facie iræ tuæ: non est pax ossibus meis a facie peccatorum meorum.
Thi dine Pile ere dybt nedtrykte i mig, og din Haand har lagt sig paa mig.
4 Quoniam iniquitates meæ supergressæ sunt caput meum: et sicut onus grave gravatæ sunt super me.
Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld.
5 Putruerunt et corruptæ sunt cicatrices meæ, a facie insipientiæ meæ.
Thi mine Misgerninger ere gaaede mig over Hovedet; de ere blevne mig for svare som en svar Byrde.
6 Miser factus sum, et curvatus sum usque in finem: tota die contristatus ingrediebar.
Mine Saar lugte ilde, de ere raadne for min Daarskabs Skyld.
7 Quoniam lumbi mei impleti sunt illusionibus: et non est sanitas in carne mea.
Jeg gaar kroget, jeg er saare nedbøjet; jeg gaar hver Dag i Sørgeklæder.
8 Afflictus sum, et humiliatus sum nimis: rugiebam a gemitu cordis mei.
Thi mine Lænder ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød.
9 Domine, ante te omne desiderium meum: et gemitus meus a te non est absconditus.
Jeg er bleven dødkold og saare sønderknust; jeg hyler ud af mit Hjertes Uro.
10 Cor meum conturbatum est: dereliquit me virtus mea, et lumen oculorum meorum: et ipsum non est mecum.
Herre! al min Begæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
11 Amici mei et proximi mei adversum me appropinquaverunt, et steterunt. Et qui iuxta me erant, de longe steterunt: et vim faciebant qui quærebant animam meam.
Mit Hjerte slaar heftigt, min Kraft har forladt mig, og mine Øjnes Lys, endog det er svundet for mig.
12 Et qui inquirebant mala mihi, locuti sunt vanitates: et dolos tota die meditabantur.
Mine Venner og mine Frænder holde sig i Afstand fra min Plage, og mine nærmeste staa langt borte.
13 Ego autem tamquam surdus non audiebam: et sicut mutus non aperiens os suum.
Og de, som søge efter mit Liv, satte Snarer, og de, som søge min Ulykke, førte Fordærvelsens Tale og grunde den ganske Dag paa alle Haande Svig.
14 Et factus sum sicut homo non audiens: et non habens in ore suo redargutiones.
Men jeg er som en døv, der ikke hører, og som en stum, der ikke oplader sin Mund.
15 Quoniam in te Domine speravi: tu exaudies me Domine Deus meus.
Jeg er som en Mand, der ikke hører, og som intet Gensvar har i sin Mund.
16 Quia dixi: Nequando supergaudeant mihi inimici mei: et dum commoventur pedes mei, super me magna locuti sunt.
Thi jeg bier paa dig, Herre; du, Herre min Gud! vil bønhøre.
17 Quoniam ego in flagella paratus sum: et dolor meus in conspectu meo semper.
Thi jeg sagde: De skulle ikke glæde sig over mig; da min Fod snublede, gjorde de sig store imod mig.
18 Quoniam iniquitatem meam annuntiabo: et cogitabo pro peccato meo.
Thi jeg er nær ved at halte, og min Pine er stadig for mig.
19 Inimici autem mei vivunt, et confirmati sunt super me: et multiplicati sunt qui oderunt me inique.
Thi jeg maa bekende min Misgerning, jeg sørger over min Synd.
20 Qui retribuunt mala pro bonis, detrahebant mihi: quoniam sequebar bonitatem.
Men mine Fjender leve og ere mægtige, og der er mange, som hade mig uden Skel.
21 Ne derelinquas me Domine Deus meus: ne discesseris a me.
Og de, som betale ondt for godt, de staa mig imod, fordi jeg efterjager det gode.
22 Intende in adiutorium meum, Domine Deus salutis meæ.
Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig! Skynd dig at hjælpe mig, Herre, min Frelse!
