Psalmorum 22
1 In finem, pro susceptione matutina, Psalmus David. Deus, Deus meus, respice in me: quare me dereliquisti? longe a salute mea verba delictorum meorum.
Til Sangmesteren; til „Morgenrødens Hind‟; en Psalme af David.
2 Deus meus clamabo per diem, et non exaudies: et nocte, et non ad insipientiam mihi.
Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig.
3 Tu autem in sancto habitas, Laus Israel.
Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille.
4 In te speraverunt patres nostri: speraverunt, et liberasti eos.
Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange!
5 Ad te clamaverunt, et salvi facti sunt: in te speraverunt, et non sunt confusi.
Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem.
6 Ego autem sum vermis, et non homo: opprobrium hominum, et abiectio plebis.
Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede.
7 Omnes videntes me, deriserunt me: locuti sunt labiis, et moverunt caput.
Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt.
8 Speravit in Domino, eripiat eum: salvum faciat eum, quoniam vult eum.
Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet:
9 Quoniam tu es, qui extraxisti me de ventre: spes mea ab uberibus matris meæ.
„Vælt det paa Herren, han befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham‟!
10 In te proiectus sum ex utero: de ventre matris meæ Deus meus es tu,
Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster.
11 ne discesseris a me: Quoniam tribulatio proxima est: quoniam non est qui adiuvet.
Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød.
12 Circumdederunt me vituli multi: tauri pingues obsederunt me.
Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.
13 Aperuerunt super me os suum, sicut leo rapiens et rugiens.
Mange Øksne have omgivet mig; Basans Tyre have omringet mig.
14 Sicut aqua effusus sum: et dispersa sunt omnia ossa mea. Factum est cor meum tamquam cera liquescens in medio ventris mei.
De oplode deres Gab imod mig som en Løve, der river og brøler.
15 Aruit tamquam testa virtus mea, et lingua mea adhæsit faucibus meis: et in pulverem mortis deduxisti me.
Jeg er udøst som Vand, og alle mine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv.
16 Quoniam circumdederunt me canes multi: concilium malignantium obsedit me. Foderunt manus meas et pedes meos:
Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv.
17 dinumeraverunt omnia ossa mea. Ipsi vero consideraverunt et inspexerunt me:
Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder.
18 diviserunt sibi vestimenta mea, et super vestem meam miserunt sortem.
Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig.
19 Tu autem Domine ne elongaveris auxilium tuum a me: ad defensionem meam conspice.
De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon.
20 Erue a framea Deus animam meam: et de manu canis unicam meam:
Men du, Herre, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig!
21 Salva me ex ore leonis: et a cornibus unicornium humilitatem meam.
Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold!
22 Narrabo nomen tuum fratribus meis: in medio ecclesiæ laudabo te.
Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig.
23 Qui timetis Dominum laudate eum: universum semen Iacob glorificate eum:
Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingen vil jeg love dig.
24 Timeat eum omne semen Israel: quoniam non sprevit, neque despexit deprecationem pauperis: Nec avertit faciem suam a me: et cum clamarem ad eum exaudivit me.
I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!
25 Apud te laus mea in ecclesia magna: vota mea reddam in conspectu timentium eum.
Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.
26 Edent pauperes, et saturabuntur: et laudabunt Dominum qui requirunt eum: vivent corda eorum in sæculum sæculi.
Fra dig begynder min Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham.
27 Reminiscentur et convertentur ad Dominum universi fines terræ: Et adorabunt in conspectu eius universæ familiæ Gentium.
De sagtmodige skulle æde og mættes, Herren skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid!
28 Quoniam Domini est regnum: et ipse dominabitur Gentium.
Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til Herren; og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt.
29 Manducaverunt et adoraverunt omnes pingues terræ: in conspectu eius cadent omnes qui descendunt in terram.
Thi Riget hører Herren til, og han hersker over Hedningerne.
30 Et anima mea illi vivet: et semen meum serviet ipsi.
Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live.
31 Annunciabitur Domino generatio ventura: et annunciabunt cæli iustitiam eius populo qui nascetur, quem fecit Dominus.
Efterkommerne skulle tjene ham; der skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.
