Marcum 8
1 In diebus illis iterum cum turba multa esset, nec haberent quod manducarent: convocatis discipulis, ait illis:
I de Dage, da der atter var en stor Skare, og de intet havde at spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem:
2 Misereor super turbam: quia ecce iam triduo sustinent me, nec habent quod manducent:
„Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig i tre Dage og have intet at spise.
3 et si dimisero eos ieiunos in domum suam, deficient in via: quidam enim ex eis de longe venerunt.
Og dersom jeg lader dem gaa fastende hjem, ville de vansmægte paa Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra.‟
4 Et responderunt ei discipuli sui: Unde illos quis poterit saturare panibus in solitudine?
Og hans Disciple svarede ham: „Hvorfra skal nogen kunne mætte disse med Brød her i en Ørken?‟
5 Et interrogavit eos: Quot panes habetis? Qui dixerunt: Septem.
Og han spurgte dem: „Hvor mange Brød have I?‟ Og de sagde: „Syv.‟
6 Et præcepit turbæ discumbere super terram. Et accipiens septem panes, gratias agens fregit, et dabat discipulis suis ut apponerent, et apposuerunt turbæ.
Og han byder Skaren at sætte sig ned paa Jorden; og han tog de syv Brød, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren.
7 Et habebant pisciculos paucos: et ipsos benedixit, et iussit apponi.
Og de havde nogle faa Smaafisk; og han velsignede dem og sagde, at ogsaa disse skulde lægges for.
8 Et manducaverunt, et saturati sunt: et sustulerunt quod superaverat de fragmentis, septem sportas.
Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne Stykker syv Kurve.
9 Erant autem qui manducaverunt, quasi quattuor millia: et dimisit eos.
Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gaa bort.
10 Et statim ascendens navim cum discipulis suis, venit in partes Dalmanutha.
Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til Dalmanuthas Egne.
11 Et exierunt Pharisæi, et cœperunt conquirere cum eo, quærentes ab illo signum de cælo, tentantes eum.
Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham.
12 Et ingemiscens spiritu, ait: Quid generatio ista signum quærit? Amen dico vobis, si dabitur generationi isti signum.
Og han sukkede dybt i sin Aand og siger: „Hvorfor forlanger denne Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives denne Slægt noget Tegn!‟
13 Et dimittens eos, ascendit iterum navim, et abiit trans fretum.
Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side.
14 Et obliti sunt panes sumere: et nisi unum panem non habebant secum in navi.
Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig i Skibet.
15 Et præcipiebat eis, dicens: Videte, et cavete a fermento Pharisæorum, et fermento Herodis.
Og han bød dem og sagde: „Ser til, tager eder i Vare for Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!‟
16 Et cogitabant ad alterutrum, dicentes: Quia panes non habemus.
Og de tænkte med hverandre: „Det er, fordi vi ikke have Brød.‟
17 Quo cognito, ait illis Iesus: Quid cogitatis, quia panes non habetis? Nondum cognoscetis nec intelligitis? Adhuc cæcatum habetis cor vestrum?
Og da han mærkede dette, siger han til dem: „Hvorfor tænke I paa, at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstaa I ikke? Er eders Hjerte forhærdet?
18 Oculos habentes non videtis? Et aures habentes non auditis? Nec recordamini,
Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I ikke i Hu?
19 quando quinque panes fregi in quinque millia: quot cophinos fragmentorum plenos sustulistis? Dicunt ei: Duodecim.
Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?‟ De sige til ham: „Tolv.‟
20 Quando et septem panes in quattuor millia: quot sportas fragmentorum tulistis? Et dicunt ei: Septem.
„Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?‟ Og de sige til ham: „Syv.‟
21 Et dicebat eis: Quomodo nondum intelligitis?
Og han sagde til dem: „Hvorledes forstaa I da ikke?‟
22 Et veniunt Bethsaidam, et adducunt ei cæcum, et rogabant eum ut illum tangeret.
Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og beder ham om, at han vil røre ved ham.
23 Et apprehensa manu cæci, eduxit eum extra vicum: et expuens in oculos eius impositis manibus suis, interrogavit eum si quid videret.
Og han tog den blinde ved Haanden og førte ham uden for Landsbyen og spyttede paa hans Øjne og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, om han saa noget.
24 Et aspiciens, ait: Video homines velut arbores ambulantes.
Og han saa op og sagde: „Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget ligesom Træer gaa omkring.‟
25 Deinde iterum imposuit manus super oculos eius: et cœpit videre. Et restitutus est ita ut clare videret omnia.
Derefter lagde han atter Hænderne paa hans Øjne, og han blev klarsynet og var helbredet og kunde se alle Ting tydeligt.
26 Et misit illum in domum suam, dicens: Vade in domum tuam: et si in vicum introieris, nemini dixeris.
Og han sendte ham hjem og sagde: „Du maa ikke gaa ind i Landsbyen, [ej heller sige det til nogen i Landsbyen.‟]
27 Et egressus est Iesus, et discipuli eius in castella Cæsareæ Philippi: et in via interrogabat discipulos suos, dicens eis: Quem me dicunt esse homines?
Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea Filippi; og paa Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem: „Hvem sige Menneskene, at jeg er?‟
28 Qui responderunt illi, dicentes: Ioannem Baptistam, alii Eliam, alii vero quasi unum de prophetis.
Og de sagde til ham: „Johannes Døberen; og andre: Elias; men andre: En af Profeterne.‟
29 Tunc dicit illis: Vos vero quem me esse dicitis? Respondens Petrus, ait ei: Tu es Christus.
Og han spurgte dem: „Men I, hvem sige I, at jeg er?‟ Peter svarede og siger til ham: „Du er Kristus.‟
30 Et comminatus est eis, ne cui dicerent de illo.
Og han bød dem strengt, at de ikke maatte sige nogen dette om ham.
31 Et cœpit docere eos quoniam oportet filium hominis pati multa, et reprobari a senioribus, et a summis sacerdotibus, et scribis, et occidi: et post tres dies resurgere.
Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og opstaa efter tre Dage.
32 Et palam verbum loquebatur. Et apprehendens eum Petrus, cœpit increpare eum.
Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og begyndte at sætte ham i Rette.
33 Qui conversus, et videns discipulos suos, comminatus est Petro, dicens: Vade retro me Satana, quoniam non sapis quæ Dei sunt, sed quæ sunt hominum.
Men han vendte sig og saa paa sine Disciple og irettesatte Peter og siger: „Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er.‟
34 Et convocata turba cum discipulis suis, dixit eis: Si quis vult me sequi, deneget semetipsum: et tollat crucem suam, et sequatur me.
Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde til dem: „Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig!
35 Qui enim voluerit animam suam salvam facere, perdet eam: qui autem perdiderit animam suam propter me, et Evangelium, salvam faciet eam.
Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse det.
36 Quid enim proderit homini, si lucretur mundum totum: et detrimentum animæ suæ faciat?
Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at bøde med sin Sjæl?
37 Aut quid dabit homo commutationis pro anima sua?
Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?
38 Qui enim me confusus fuerit, et verba mea in generatione ista adultera et peccatrice: et filius hominis confundetur eum, cum venerit in gloria Patris sui cum Angelis sanctis.
Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og syndige Slægt, ved ham skal ogsaa Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle.‟
