Lucam 19
1 Et ingressus perambulabat Iericho.
Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem.
2 Et ecce vir nomine Zachæus: et hic princeps erat publicanorum, et ipse dives:
Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og han var rig.
3 et quærebat videre Iesum, quis esset: et non poterat præ turba, quia statura pusillus erat.
Og han søgte at faa at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for Skaren, fordi han var lille af Vækst.
4 Et præcurrens ascendit in arborem sycomorum ut videret eum: quia inde erat transiturus.
Og han løb forud og steg op i et Morbærfigentræ, for at han kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej.
5 Et cum venisset ad locum, suspiciens Iesus vidit illum, et dixit ad eum: Zachæe festinans descende: quia hodie in domo tua oportet me manere.
Og da Jesus kom til Stedet, saa han op og blev ham var og sagde til ham: „Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag blive i dit Hus.”
6 Et festinans descendit, et excepit illum gaudens.
Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde.
7 Et cum viderent omnes, murmurabant, dicentes quod ad hominem peccatorem divertisset.
Og da de saa det, knurrede de alle og sagde: „Han er gaaet ind for at tage Herberge hos en syndig Mand.”
8 Stans autem Zachæus, dixit ad Dominum: Ecce dimidium bonorum meorum, Domine, do pauperibus: et si quid aliquem defraudavi, reddo quadruplum.
Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: „Se, Herre! Halvdelen af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen.”
9 Ait Iesus ad eum: Quia hodie salus domui huic facta est: eo quod et ipse filius sit Abrahæ.
Men Jesus sagde til ham: „I Dag er der blevet dette Hus Frelse til Del, efterdi ogsaa han er en Abrahams Søn;
10 Venit enim Filius hominis quærere, et salvum facere quod perierat.
thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det fortabte.”
11 Hæc illis audientibus adiiciens, dixit parabolam, eo quod esset prope Ierusalem: et quia existimarent quod confestim regnum Dei manifestaretur.
Men medens de hørte paa dette, fortsatte han og sagde en Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds Rige skulde straks komme til Syne.
12 Dixit ergo: Homo quidam nobilis abiit in regionem longinquam accipere sibi regnum, et reverti.
Han sagde da: „En højbaaren Mand drog til et fjernt Land for at faa Kongemagt og vende tilbage igen.
13 Vocatis autem decem servis suis, dedit eis decem mnas, et ait ad illos: Negotiamini dum venio.
Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: Købslaar dermed, indtil jeg kommer.
14 Cives autem eius oderant eum: et miserunt legationem post illum, dicentes: Nolumus hunc regnare super nos.
Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os.
15 Et factum est ut rediret accepto regno: et iussit vocari servos, quibus dedit pecuniam, ut sciret quantum quisque negotiatus esset.
Og det skete, da han kom igen, efter at han havde faaet Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde faa at vide, hvad hver havde vundet.
16 Venit autem primus dicens: Domine, mna tua decem mnas acquisivit.
Og den første traadte frem og sagde: Herre! dit Pund har erhvervet ti Pund til.
17 Et ait illi: Euge bone serve, quia in modico fuisti fidelis, eris potestatem habens super decem civitates.
Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer.
18 Et alter venit, dicens: Domine, mna tua fecit quinque mnas.
Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund.
19 Et huic ait: Et tu esto super quinque civitates.
Men han sagde ogsaa til denne: Og du skal være over fem Byer.
20 Et alter venit, dicens: Domine, ecce mna tua, quam habui repositam in sudario:
Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg har haft liggende i et Tørklæde.
21 timui enim te, quia homo austerus es: tollis quod non posuisti, et metis quod non seminasti.
Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke saaede.
22 Dicit ei: De ore tuo te iudico serve nequam. Sciebas quod ego homo austerus sum, tollens quod non posui, et metens quod non seminavi:
Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke saaede;
23 et quare non dedisti pecuniam meam ad mensam, ut ego veniens cum usuris utique exegissem illam?
hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, saa jeg ved min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente?
24 Et astantibus dixit: Auferte ab illo mnam, et date illi, qui decem mnas habet.
Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og giver det til ham, som har de ti Pund.
25 Et dixerunt ei: Domine, habet decem mnas.
Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund.
26 Dico autem vobis, quia omni habenti dabitur, et abundabit: ab eo autem, qui non habet, et quod habet auferetur ab eo.
Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
27 Verumtamen inimicos meos illos, qui noluerunt me regnare super se, adducite huc: et interficite ante me.
Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!”
28 Et his dictis, præcedebat ascendens Ierosolymam.
Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til Jerusalem.
29 Et factum est, cum appropinquasset ad Bethphage, et Bethaniam ad montem, qui vocatur Oliveti, misit duos discipulos suos,
Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine Disciple og sagde:
30 dicens: Ite in castellum, quod contra est: in quod introeuntes, invenietis pullum asinæ alligatum, cui nemo umquam hominum sedit: solvite illum, et adducite.
„Gaar hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Naar I komme derind, skulle I finde et Føl bundet, paa hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det hid!
31 Et si quis vos interrogaverit: Quare solvitis? sic dicetis ei: Quia Dominus operam eius desiderat.
Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I sige saaledes: Herren har Brug for det.”
32 Abierunt autem qui missi erant: et invenerunt, sicut dixit illis, stantem pullum.
Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem.
33 Solventibus autem illis pullum, dixerunt domini eius ad illos: Quid solvitis pullum?
Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: „Hvorfor løse I Føllet?”
34 At illi dixerunt: Quia Dominus eum necessarium habet.
Og de sagde: „Herren har Brug for det.”
35 Et duxerunt illum ad Iesum. Et iacentes vestimenta sua supra pullum, imposuerunt Iesum.
Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder paa Føllet og lod Jesus sætte sig derpaa.
36 Eunte autem illo, substernebant vestimenta sua in via.
Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham paa Vejen.
37 Et cum appropinquaret iam ad descensum Montis Oliveti, cœperunt omnes turbæ discipulorum gaudentes laudare Deum voce magna super omnibus, quas viderant, virtutibus,
Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget, begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de sagde:
38 dicentes: Benedictus, qui venit rex in nomine Domini! Pax in cælo, et gloria in excelsis!
„Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det højeste!”
39 Et quidam Pharisæorum de turbis, dixerunt ad illum: Magister, increpa discipulos tuos.
Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: „Mester! irettesæt dine Disciple!”
40 Quibus ipse ait: Dico vobis, quia si hi tacuerint, lapides clamabunt.
Og han svarede og sagde til dem: „Jeg siger eder, at hvis disse tie, skulle Stenene raabe.”
41 Et ut appropinquavit, videns civitatem flevit super illam, dicens:
Og da han kom nær til og saa Staden, græd han over den og sagde:
42 Quia si cognovisses et tu, et quidem in hac die tua, quæ ad pacem tibi, nunc autem abscondita sunt ab oculis tuis.
„Vidste dog ogsaa du, ja, selv paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne.
43 Quia venient dies in te: et circumdabunt te inimici tui vallo, et circumdabunt te: et coangustabunt te undique:
Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne fra;
44 et ad terram prosternent te, et filios tuos, qui in te sunt, et non relinquent in te lapidem super lapidem: eo quod non cognoveris tempus visitationis tuæ.
og de skulle lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade Sten paa Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses Tid.”
45 Et ingressus in templum, cœpit eiicere vendentes in illo, et ementes,
Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte,
46 dicens illis: Scriptum est: Quia domus mea domus orationis est. Vos autem fecistis illam speluncam latronum.
og sagde til dem: „Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule.”
47 Et erat docens quotidie in templo. Principes autem sacerdotum, et scribæ, et princeps plebis quærebant illum perdere:
Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de første i Folket søgte at slaa ham ihjel.
48 et non inveniebant quid facerent illi. Omnis enim populus suspensus erat, audiens illum.
Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved ham og hørte ham.
