Job 9
1 Et respondens Iob, ait:
Men Job svarede og sagde:
2 Vere scio quod ita sit, et quod non iustificetur homo compositus Deo.
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 Si voluerit contendere cum eo, non poterit ei respondere unum pro mille.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 Sapiens corde est, et fortis robore: quis restitit ei, et pacem habuit?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Qui transtulit montes, et nescierunt hi quos subvertit in furore suo.
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 Qui commovet terram de loco suo, et columnæ eius concutiuntur.
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 Qui præcipit Soli, et non oritur: et stellas claudit quasi sub signaculo:
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 Qui extendit cælos solus, et graditur super fluctus maris.
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 Qui facit Arcturum, et Oriona, et Hyadas, et interiora austri.
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 Qui facit magna, et incomprehensibilia, et mirabilia, quorum non est numerus.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Si venerit ad me, non videbo eum: si abierit, non intelligam.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Si repente interroget, quis respondebit ei? vel quis dicere potest: Cur ita facis?
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 Deus, cuius iræ nemo resistere potest, et sub quo curvantur qui portant orbem.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 Quantus ergo sum ego, ut respondeam ei, et loquar verbis meis cum eo?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Qui etiam si habuero quippiam iustum, non respondebo, sed meum iudicem deprecabor.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 Et cum invocantem exaudierit me, non credo quod audierit vocem meam.
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 In turbine enim conteret me, et multiplicabit vulnera mea etiam sine causa.
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 Non concedit requiescere spiritum meum, et implet me amaritudinibus.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 Si fortitudo quæritur, robustissimus est: si æquitas iudicii, nemo audet pro me testimonium dicere.
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!” og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?”
20 Si iustificare me voluero, os meum condemnabit me: si innocentem ostendero, pravum me comprobabit.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Etiam si simplex fuero, hoc ipsum ignorabit anima mea, et tædebit me vitæ meæ.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 Unum est quod locutus sum, et innocentem et impium ipse consumit.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 Si flagellat, occidat semel, et non de pœnis innocentum rideat.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 Terra data est in manus impii, vultum iudicum eius operit: quod si non ille est, quis ergo est?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 Dies mei velociores fuerunt cursore: fugerunt, et non viderunt bonum.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 Pertransierunt quasi naves poma portantes, sicut aquila volans ad escam.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 Cum dixero: Nequaquam ita loquar: commuto faciem meam, et dolore torqueor.
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 Verebar omnia opera mea, sciens quod non parceres delinquenti.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Si autem et sic impius sum, quare frustra laboravi?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 Si lotus fuero quasi aquis nivis, et fulserit velut mundissimæ manus meæ:
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 Tamen sordibus intinges me, et abominabuntur me vestimenta mea.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 Neque enim viro qui similis mei est, respondebo: nec qui mecum in iudicio ex æquo possit audiri.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 Non est qui utrumque valeat arguere, et ponere manum suam in ambobus.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Auferat a me virgam suam, et pavor eius non me terreat.
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 Loquar, et non timebo eum: neque enim possum metuens respondere.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
