Job 8
1 Respondens autem Baldad Suhites, dixit:
Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
2 Usquequo loqueris talia, et spiritus multiplex sermones oris tui?
Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
3 Numquid Deus supplantat iudicium? aut Omnipotens subvertit quod iustum est?
Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
4 Etiam si filii tui peccaverunt ei, et dimisit eos in manu iniquitatis suæ:
Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
5 Tu tamen si diluculo consurrexeris ad Deum, et Omnipotentem fueris deprecatus:
Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
6 Si mundus et rectus incesseris, statim evigilabit ad te, et pacatum reddet habitaculum iustitiæ tuæ:
og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
7 In tantum, ut si priora tua fuerint parva, et novissima tua multiplicentur nimis.
Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
8 Interroga enim generationem pristinam, et diligenter investiga patrum memoriam:
Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
9 (Hesterni quippe sumus, et ignoramus quoniam sicut umbra dies nostri sunt super terram.)
— thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
10 Et ipsi docebunt te: loquentur tibi, et de corde suo proferent eloquia.
skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
11 Numquid vivere potest scirpus absque humore? aut crescere carectum sine aqua?
Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
12 Cum adhuc sit in flore, nec carpatur manu, ante omnes herbas arescit:
Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
13 Sic viæ omnium, qui obliviscuntur Deum, et spes hypocritæ peribit:
Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
14 Non ei placebit vecordia sua, et sicut tela aranearum fiducia eius.
Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
15 Innitetur super domum suam, et non stabit: fulciet eam, et non consurget:
Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
16 Humectus videtur antequam veniat Sol, et in ortu suo germen eius egredietur.
Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
17 Super acervum petrarum radices eius densabuntur, et inter lapides commorabitur.
Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
18 Si absorbuerit eum de loco suo, negabit eum, et dicet: Non novi te.
Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
19 Hæc est enim lætitia viæ eius, ut rursum de terra alii germinentur.
Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
20 Deus non proiiciet simplicem, nec porriget manum malignis:
Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
21 Donec impleatur risu os tuum, et labia tua iubilo.
Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
22 Qui oderunt te, induentur confusione: et tabernaculum impiorum non subsistet.
De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
