Job 4
1 Respondens autem Eliphaz Themanites, dixit:
Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
2 Si cœperimus loqui tibi, forsitan moleste accipies, sed conceptum sermonem tenere quis poterit?
Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
3 Ecce docuisti multos, et manus lassas roborasti:
Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
4 Vacillantes confirmaverunt sermones tui, et genua trementia confortasti:
dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
5 Nunc autem venit super te plaga, et defecisti: tetigit te, et conturbatus es.
men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
6 Ubi est timor tuus, fortitudo tua, patientia tua, et perfectio viarum tuarum?
Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
7 Recordare obsecro te, quis umquam innocens periit? aut quando recti deleti sunt?
Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
8 Quin potius vidi eos, qui operantur iniquitatem, et seminant dolores, et metunt eos,
Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
9 Flante Deo perisse, et spiritu iræ eius esse consumptos:
De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
10 Rugitus leonis, et vox leænæ, et dentes catulorum leonum contriti sunt.
Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
11 Tigris periit, eo quod non haberet prædam, et catuli leonis dissipati sunt.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
12 Porro ad me dictum est verbum absconditum, et quasi furtive suscepit auris mea venas susurri eius.
Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
13 In horrore visionis nocturnæ, quando solet sopor occupare homines,
i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
14 Pavor tenuit me, et tremor, et omnia ossa mea perterrita sunt:
da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
15 Et cum spiritus me præsente transiret, inhorruerunt pili carnis meæ.
og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
16 Stetit quidam, cuius non agnoscebam vultum, imago coram oculis meis, et vocem quasi auræ lenis audivi.
den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
17 Numquid homo, Dei comparatione iustificabitur, aut Factore suo purior erit vir?
Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
18 Ecce qui serviunt ei, non sunt stabiles, et in angelis suis reperit pravitatem:
Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
19 Quanto magis hi qui habitant domos luteas, qui terrenum habent fundamentum, consumentur velut a tinea?
endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
20 De mane usque ad vesperam succidentur: et quia nullus intelligit, in æternum peribunt.
fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
21 Qui autem reliqui fuerint, auferentur ex eis: morientur, et non in sapientia.
Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
