Job 3
1 Post hæc aperuit Iob os suum, et maledixit diei suo,
Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
2 et locutus est.
Og Job svarede og sagde:
3 Pereat dies in qua natus sum, et nox in qua dictum est: Conceptus est homo.
Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
4 Dies ille vertatur in tenebras, non requirat eum Deus desuper, et non illustretur lumine.
Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
5 Obscurent eum tenebræ et umbra mortis, occupet eum caligo, et involvatur amaritudine.
Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
6 Noctem illam tenebrosus turbo possideat, non computetur in diebus anni, nec numeretur in mensibus:
Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
7 Sit nox illa solitaria, nec laude digna:
Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
8 Maledicant ei qui maledicunt diei, qui parati sunt suscitare Leviathan:
De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
9 Obtenebrentur stellæ caligine eius: expectet lucem et non videat, nec ortum surgentis auroræ:
Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
10 Quia non conclusit ostia ventris, qui portavit me, nec abstulit mala ab oculis meis.
fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
11 Quare non in vulva mortuus sum, egressus ex utero non statim perii?
Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
12 Quare exceptus genibus? cur lactatus uberibus?
Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
13 Nunc enim dormiens silerem, et somno meo requiescerem:
Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
14 Cum regibus et consulibus terræ, qui ædificant sibi solitudines:
med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
15 Aut cum principibus, qui possident aurum, et replent domos suas argento:
eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
16 Aut sicut abortivum absconditum non subsisterem, vel qui concepti non viderunt lucem.
eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
17 Ibi impii cessaverunt a tumultu, et ibi requieverunt fessi robore.
Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
18 Et quondam vincti pariter sine molestia, non audierunt vocem exactoris.
der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
19 Parvus et magnus ibi sunt, et servus liber a domino suo.
der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
20 Quare misero data est lux, et vita his, qui in amaritudine animæ sunt?
Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
21 qui expectant mortem, et non venit, quasi effodientes thesaurum:
dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
22 Gaudentque vehementer cum invenerint sepulchrum.
dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
23 Viro cuius abscondita est via, et circumdedit eum Deus tenebris?
den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
24 Antequam comedam suspiro: et tamquam inundantes aquæ, sic rugitus meus:
Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
25 Quia timor, quem timebam, evenit mihi: et quod verebar accidit.
Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
26 Nonne dissimulavi? nonne silui? nonne quievi? et venit super me indignatio.
Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
