Genesis 11
1 Erat autem terra labii unius, et sermonum eorumdem.
Og al Jorden havde eet Tungemaal og eet Sprog.
2 Cumque proficiscerentur de oriente, invenerunt campum in terra Senaar, et habitaverunt in eo.
Og det skete, der de rejste fra Østen, da fandt de en Dal i Landet Sinear og boede der.
3 Dixitque alter ad proximum suum: Venite, faciamus lateres, et coquamus eos igni. Habueruntque lateres pro saxis, et bitumen pro cæmento:
Og de sagde, den ene til den anden: Velan, lader os stryge Tegl og brænde dem vel; og de havde Tegl for Sten, og Jordbeg havde de for Kalk.
4 et dixerunt: Venite, faciamus nobis civitatem et turrim, cuius culmen pertingat ad cælum: et celebremus nomen nostrum antequam dividamur in universas terras.
Og de sagde: Velan, lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse kan naa op til Himmelen, og lader os gøre os et Navn, at vi ikke skulle adspredes over al Jorden.
5 Descendit autem Dominus ut videret civitatem et turrim, quam ædificabant filii Adam,
Da nedfor Herren for at se den Stad og det Taarn, som Menneskens Børn byggede.
6 et dixit: Ecce, unus est populus, et unum labium omnibus: cœperuntque hoc facere, nec desistent a cogitationibus suis, donec eas opere compleant.
Og Herren sagde: Se, dette er eet Folk, og de have alle eet Tungemaal, og dette have de begyndt at gøre; og nu vil intet formenes dem af alt, hvad de faa i Sinde at gøre.
7 Venite igitur, descendamus, et confundamus ibi linguam eorum, ut non audiat unusquisque vocem proximi sui.
Velan, lader os fare ned og blande deres Tungemaal der, at den ene ikke forstaar den andens Tungemaal.
8 Atque ita divisit eos Dominus ex illo loco in universas terras, et cessaverunt ædificare civitatem.
Og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds; og de lode af at bygge Staden.
9 Et idcirco vocatum est nomen eius Babel, quia ibi confusum est labium universæ terræ: et inde dispersit eos Dominus super faciem cunctarum regionum.
Derfor kaldte man dens Navn Babel; thi Herren blandede der al Jordens Tungemaal, og Herren adspredte dem derfra over al Jordens Kreds.
10 Hæ sunt generationes Sem: Sem erat centum annorum quando genuit Arphaxad, biennio post diluvium.
Disse ere Sems Slægter. Sem var hundrede Aar gammel og avlede Arfaksad, to Aar efter Floden.
11 Vixitque Sem postquam genuit Arphaxad, quingentis annis: et genuit filios et filias.
Og Sem levede, efter at han havde avlet Arfaksad, fem Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
12 Porro Arphaxad vixit triginta quinque annis, et genuit Sale.
Og Arfaksad levede fem og tredive Aar og avlede Sala.
13 Vixitque Arphaxad postquam genuit Sale, trecentis tribus annis: et genuit filios et filias.
Og Arfaksad levede, efter at han havde avlet Sala, fire Hundrede og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
14 Sale quoque vixit triginta annis, et genuit Heber.
Og Sala levede tredive Aar og avlede Eber.
15 Vixitque Sale postquam genuit Heber, quadringentis tribus annis: et genuit filios et filias.
Og Sala levede, efter at han havde avlet Eber, fire Hundrede Aar og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
16 Vixit autem Heber triginta quatuor annis, et genuit Phaleg.
Og Eber levede fire og tredive Aar og avlede Peleg.
17 Et vixit Heber postquam genuit Phaleg, quadringentis triginta annis: et genuit filios et filias.
Og Eber levede, efter at han havde avlet Peleg, fire Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre.
18 Vixit quoque Phaleg triginta annis, et genuit Reu.
Og Peleg levede tredive Aar og avlede Reu.
19 Vixitque Phaleg postquam genuit Reu, ducentis novem annis, et genuit filios et filias.
Og Peleg levede, efter at han havde avlet Reu, to Hundrede og ni Aar og avlede Sønner og Døtre.
20 Vixit autem Reu triginta duobus annis, et genuit Sarug.
Og Reu levede to og tredive Aar og avlede Serug.
21 Vixit quoque Reu postquam genuit Sarug, ducentis septem annis: et genuit filios et filias.
Og Reu levede, efter at han havde avlet Serug, to Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre.
22 Vixit vero Sarug triginta annis, et genuit Nachor.
Og Serug levede tredive Aar og avlede Nakor.
23 Vixitque Sarug postquam genuit Nachor, ducentis annis: et genuit filios et filias.
Og Serug levede, efter at han havde avlet Nakor, to Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
24 Vixit autem Nachor viginti novem annis, et genuit Thare.
Og Nakor levede ni og tyve Aar og avlede Thara.
25 Vixitque Nachor postquam genuit Thare, centum decem et novem annis: et genuit filios et filias.
Og Nakor levede, efter at han havde avlet Thara, hundrede Aar og nitten Aar og avlede Sønner og Døtre.
26 Vixitque Thare septuaginta annis, et genuit Abram et Nachor, et Aran.
Og Thara levede halvfjerdsindstyve Aar og avlede Abram, Nakor og Haran.
27 Hæ sunt autem generationes Thare: Thare genuit Abram, Nachor, et Aran. Porro Aran genuit Lot.
Og disse ere Tharas Slægter. Thara avlede Abram, Nakor og Haran; og Haran avlede Lot.
28 Mortuusque est Aran ante Thare patrem suum, in terra nativitatis suæ in Ur Chaldæorum.
Og Haran døde for Thara sin Faders Ansigt i sit Fædreneland, udi Ur i Kaldæa.
29 Duxerunt autem Abram et Nachor uxores: nomen uxoris Abram, Sarai: et nomen uxoris Nachor, Melcha filia Aran patris Melchæ, et patris Ieschæ.
Og Abram og Nakor toge sig Hustruer; Abrams Hustrus Navn var Sarai og Nakors Hustrus Navn Milka, en Datter af Haran, som var Fader til Milka og Fader til Jiska.
30 Erat autem Sarai sterilis, nec habebat liberos.
Og Sarai var ufrugtbar, hun havde intet Barn.
31 Tulit itaque Thare Abram filium suum, et Lot filium Aran, filium filii sui, et Sarai nurum suam, uxorem Abram filii sui, et eduxit eos de Ur Chaldæorum, ut irent in terram Chanaan: veneruntque usque Haran, et habitaverunt ibi.
Og Thara tog Abram sin Søn og Lot Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai sin Sønnekvinde, som var Abrams, hans Søns Hustru, og de droge ud med dem fra Ur i Kaldæa, at drage til det Land Kanaan, og de kom til Haran og boede der.
32 Et facti sunt dies Thare ducentorum quinque annorum, et mortuus est in Haran.
Og Thara blev to Hundrede Aar og fem Aar gammel, og Thara døde i Haran.
