Galatas 4
1 Dico autem: Quanto tempore heres parvulus est, nihil differt a servo, cum sit dominus omnium:
Men jeg siger: Saa længe Arvingen er umyndig, er der ingen Forskel imellem ham og en Træl, skønt han er Herre over alt Godset;
2 sed sub tutoribus, et actoribus est usque ad præfinitum tempus a patre:
men han staar under Formyndere og Husholdere indtil den af Faderen bestemte Tid.
3 ita et nos cum essemus parvuli, sub elementis mundi eramus servientes.
Saaledes stode ogsaa vi, dengang vi vare umyndige, som Trælle under Verdens Børnelærdom.
4 At ubi venit plenitudo temporis, misit Deus Filium suum factum ex muliere, factum sub lege,
Men da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven,
5 ut eos, qui sub lege erant, redimeret, ut adoptionem filiorum reciperemus.
for at han skulde løskøbe dem, som vare under Loven, for at vi skulde faa Sønneudkaarelsen.
6 Quoniam autem estis filii, misit Deus Spiritum Filii sui in corda vestra clamantem: Abba, Pater.
Men fordi I ere Sønner, har Gud udsendt i vore Hjerter sin Søns Aand, som raaber: Abba, Fader!
7 Itaque iam non est servus, sed filius: Quod si filius: et heres per Deum.
Altsaa er du ikke længer Træl, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Arving ved Gud.
8 Sed tunc quidem ignorantes Deum, iis, qui natura non sunt dii, serviebatis.
Dengang derimod, da I ikke kendte Gud, trællede I for de Guder, som af Natur ikke ere det.
9 Nunc autem cum cognoveritis Deum, immo cogniti sitis a Deo: quomodo convertimini iterum ad infirma, et egena elementa, quibus denuo servire vultis?
Men nu, da I have lært Gud at kende, ja, meget mere ere blevne kendte af Gud, hvor kunne I da atter vende tilbage til den svage og fattige Børnelærdom, som I atter forfra ville trælle under?
10 Dies observatis, et menses, et tempora, et annos.
I tage Vare paa Dage og Maaneder og Tider og Aar.
11 Timeo vos, ne forte sine causa laboraverim in vobis.
Jeg frygter for, at jeg maaske har arbejdet forgæves paa eder.
12 Estote sicut ego, quia et ego sicut vos: fratres obsecro vos. Nihil me læsistis.
Vorder ligesom jeg, thi ogsaa jeg er bleven som I, Brødre! jeg beder eder. I have ikke gjort mig nogen Uret.
13 Scitis autem quia per infirmitatem carnis evangelizavi vobis iampridem: et tentationem vestram in carne mea
Men I vide, at det var paa Grund af en Kødets Svaghed, at jeg første Gang forkyndte Evangeliet for eder;
14 non sprevistis, neque respuistis: sed sicut Angelum Dei excepistis me, sicut Christum Iesum.
og det, som i mit Kød var eder til Fristelse, ringeagtede I ikke og afskyede I ikke, men I modtoge mig som en Guds Engel, som Kristus Jesus.
15 Ubi est ergo beatitudo vestra? Testimonium enim perhibeo vobis, quia, si fieri posset, oculos vestros eruissetis, et dedissetis mihi.
Hvor er da nu eders Saligprisning? Thi jeg giver eder det Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet eders Øjne og givet mig dem.
16 Ergo inimicus vobis factus sum, verum dicens vobis?
Saa er jeg vel bleven eders Fjende ved at tale Sandhed til eder?
17 Æmulantur vos non bene: sed excludere vos volunt, ut illos æmulemini.
De ere nidkære for eder, dog ikke for det gode; men de ville udelukke eder, for at I skulle være nidkære for dem.
18 Bonum autem æmulamini in bono semper: et non tantum cum præsens sum apud vos.
Men det er godt at vise sig nidkær i det gode til enhver Tid, og ikke alene, naar jeg er nærværende hos eder.
19 Filioli mei, quos iterum parturio, donec formetur Christus in vobis.
Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har vundet Skikkelse i eder!
20 Vellem autem esse apud vos modo, et mutare vocem meam: quoniam confundor in vobis.
— ja jeg vilde ønske, at jeg nu var til Stede hos eder og kunde omskifte min Røst; thi jeg er raadvild over for eder.
21 Dicite mihi qui sub lege vultis esse: legem non legistis?
Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven?
22 Scriptum est enim: Quoniam Abraham duos filios habuit: unum de ancilla, et unum de libera.
Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, en med Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde.
23 Sed qui de ancilla, secundum carnem natus est: qui autem de libera, per repromissionem:
Men Tjenestekvindens Søn er avlet efter Kødet, den frie Kvindes ved Forjættelsen.
24 quæ sunt per allegoriam dicta. Hæc enim sunt duo testamenta. Unum quidem in monte Sina, in servitutem generans: quæ est Agar:
Dette har en billedlig Betydning. Thi disse Kvinder ere tvende Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom: Denne er Hagar.
25 Sina enim mons est in Arabia, qui coniunctus est ei, quæ nunc est Ierusalem, et servit cum filiis suis.
Thi „Hagar” er Sinai Bjerg i Arabien, men svarer til det nuværende Jerusalem; thi det er i Trældom med sine Børn.
26 Illa autem, quæ sursum est Ierusalem, libera est, quæ est mater nostra.
Men Jerusalem heroventil er frit, og hun er vor Moder.
27 Scriptum est enim: Lætare sterilis, quæ non paris: erumpe, et clama, quæ non parturis: quia multi filii desertæ, magis quam eius, quæ habet virum.
Thi der er skrevet: „Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke føder! bryd ud og raab, du, som ikke har Fødselsveer! thi mange ere den enliges Børn fremfor hendes, som har Manden.”
28 Nos autem fratres secundum Isaac promissionis filii sumus.
Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn i Lighed med Isak.
29 Sed quomodo tunc is, qui secundum carnem natus fuerat, persequebatur eum, qui secundum spiritum: ita et nunc.
Men ligesom dengang han, som var avlet efter Kødet, forfulgte ham, som var avlet efter Aanden, saaledes ogsaa nu.
30 Sed quid dicit Scriptura? Eiice ancillam, et filium eius: non enim heres erit filius ancillæ cum filio liberæ.
Men hvad siger Skriften: „Uddriv Tjenestekvinden og hendes Søn; thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Kvindes Søn.”
31 Itaque, fratres, non sumus ancillæ filii, sed liberæ: qua libertate Christus nos liberavit.
Derfor, Brødre! ere vi ikke Tjenestekvindens Børn, men den frie Kvindes.
