Canticum Canticorum 6

1 Chorus Quo abiit dilectus tuus, o pulcherrima mulierum? quo declinavit dilectus tuus? et quæremus eum tecum.]

Hvor er din Ven gaaet hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din Ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.

2 [Sponsa Dilectus meus descendit in hortum suum ad areolam aromatum, ut pascatur in hortis, et lilia colligat.

Min Ven gik ned i sin Have, til Balsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer.

3 Ego dilecto meo, et dilectus meus mihi, qui pascitur inter lilia.

Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer.

4 Sponsus Pulchra es, amica mea; suavis, et decora sicut Jerusalem; terribilis ut castrorum acies ordinata.

Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner.

5 Averte oculos tuos a me, quia ipsi me avolare fecerunt. Capilli tui sicut grex caprarum quæ apparuerunt de Galaad.

Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig saa! Dit Haar er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead,

6 Dentes tui sicut grex ovium quæ ascenderunt de lavacro: omnes gemellis fœtibus, et sterilis non est in eis.

dine Tænder som en Faareflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam;

7 Sicut cortex mali punici, sic genæ tuæ, absque occultis tuis.

din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.

8 Sexaginta sunt reginæ, et octoginta concubinæ, et adolescentularum non est numerus.

Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, paa Terner er der ej Tal.

9 Una est columba mea, perfecta mea, una est matris suæ, electa genetrici suæ. Viderunt eam filiæ, et beatissimam prædicaverunt; reginæ et concubinæ, et laudaverunt eam.

Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.

10 Quæ est ista quæ progreditur quasi aurora consurgens, pulchra ut luna, electa ut sol, terribilis ut castrorum acies ordinata?

Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Maanen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?

11 Sponsa Descendi in hortum nucum, ut viderem poma convallium, et inspicerem si floruisset vinea, et germinassent mala punica.

Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale, for at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst.

12 Nescivi: anima mea conturbavit me, propter quadrigas Aminadab.

Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig paa mit ædle Folks Vogne.

13 Chorus Revertere, revertere, Sulamitis! revertere, revertere ut intueamur te. Sponsa Quid videbis in Sulamite, nisi choros castrorum?

Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, saa vi kan se dig! »Hvad vil I se paa Sulamit, mens Sværddansen trædes?«