Psalmorum 147
1 Alleluja. [Laudate Dominum, quoniam bonus est psalmus; Deo nostro sit jucunda, decoraque laudatio.
Lover Herren! thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig.
2 Ædificans Jerusalem Dominus, dispersiones Israëlis congregabit:
Herren bygger Jerusalem, han samler de fordrevne af Israel.
3 qui sanat contritos corde, et alligat contritiones eorum;
Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.
4 qui numerat multitudinem stellarum, et omnibus eis nomina vocat.
Han sætter Tal paa Stjernerne, han nævner dem alle sammen ved Navn.
5 Magnus Dominus noster, et magna virtus ejus, et sapientiæ ejus non est numerus.
Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand.
6 Suscipiens mansuetos Dominus; humilians autem peccatores usque ad terram.
Herren oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden.
7 Præcinite Domino in confessione; psallite Deo nostro in cithara.
Svarer Herren med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe;
8 Qui operit cælum nubibus, et parat terræ pluviam; qui producit in montibus fœnum, et herbam servituti hominum;
ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene;
9 qui dat jumentis escam ipsorum, et pullis corvorum invocantibus eum.
ham, som giver Føde til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige.
10 Non in fortitudine equi voluntatem habebit, nec in tibiis viri beneplacitum erit ei.
Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben.
11 Beneplacitum est Domino super timentes eum, et in eis qui sperant super misericordia ejus.]
Behag har Herren til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.
12 Alleluja. [Lauda, Jerusalem, Dominum; lauda Deum tuum, Sion.
O, Jerusalem! pris Herren; o, Zion! lov din Gud.
13 Quoniam confortavit seras portarum tuarum; benedixit filiis tuis in te.
Thi han har gjort dine Portes Stænger stærke, han har velsignet dine Børn i din Midte.
14 Qui posuit fines tuos pacem, et adipe frumenti satiat te.
Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede.
15 Qui emittit eloquium suum terræ: velociter currit sermo ejus.
Han sender sit Ord til Jorden, hans Beføling løber saare hastelig.
16 Qui dat nivem sicut lanam; nebulam sicut cinerem spargit.
Han lader Sne lægge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske.
17 Mittit crystallum suam sicut buccellas: ante faciem frigoris ejus quis sustinebit?
Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde?
18 Emittet verbum suum, et liquefaciet ea; flabit spiritus ejus, et fluent aquæ.
Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blæse, saa flyde Vandene hen.
19 Qui annuntiat verbum suum Jacob, justitias et judicia sua Israël.
Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love.
20 Non fecit taliter omni nationi, et judicia sua non manifestavit eis. Alleluja.]
Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!
