Psalmorum 137

1 Psalmus David, Jeremiæ. [Super flumina Babylonis illic sedimus et flevimus, cum recordaremur Sion.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 In salicibus in medio ejus suspendimus organa nostra:

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 quia illic interrogaverunt nos, qui captivos duxerunt nos, verba cantionum; et qui abduxerunt nos: Hymnum cantate nobis de canticis Sion.

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!”

4 Quomodo cantabimus canticum Domini in terra aliena?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 Si oblitus fuero tui, Jerusalem, oblivioni detur dextera mea.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Adhæreat lingua mea faucibus meis, si non meminero tui; si non proposuero Jerusalem in principio lætitiæ meæ.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Memor esto, Domine, filiorum Edom, in die Jerusalem: qui dicunt: Exinanite, exinanite usque ad fundamentum in ea.

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.”

8 Filia Babylonis misera! beatus qui retribuet tibi retributionem tuam quam retribuisti nobis.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Beatus qui tenebit, et allidet parvulos tuos ad petram.]

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.