Psalmorum 12

1 In finem, pro octava. Psalmus David. [Salvum me fac, Domine, quoniam defecit sanctus, quoniam diminutæ sunt veritates a filiis hominum.

Til Sangmesteren; til Skeminith; en Psalme af David.

2 Vana locuti sunt unusquisque ad proximum suum; labia dolosa, in corde et corde locuti sunt.

Frels, Herre! thi de fromme ere borte; thi de trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.

3 Disperdat Dominus universa labia dolosa, et linguam magniloquam.

De tale Løgn, hver med sin Næste; med smigrende Læber, snart af et, snart af et andet Hjerte tale de.

4 Qui dixerunt: Linguam nostram magnificabimus; labia nostra a nobis sunt. Quis noster dominus est?

Herren udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord,

5 Propter miseriam inopum, et gemitum pauperum, nunc exsurgam, dicit Dominus. Ponam in salutari; fiducialiter agam in eo.

dem, som sige: Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand, vore Læber ere med os; hvo er vor Herre?

6 Eloquia Domini, eloquia casta; argentum igne examinatum, probatum terræ, purgatum septuplum.

For de elendiges Ødelæggelses Skyld, for de fattiges Jamren vil jeg nu staa op, siger Herren; jeg vil sætte en Frelse for den, som han fnyser ad.

7 Tu, Domine, servabis nos, et custodies nos a generatione hac in æternum.

Herrens Ord ere rene Ord, ligesom Sølv, der er smeltet i en Ovn af Jord, lutret syv Gange.

8 In circuitu impii ambulant: secundum altitudinem tuam multiplicasti filios hominum.]

Du, Herre! du vil bevare dem; du vil vogte os imod denne Slægt evindelig. De ugudelige færdes trindt omkring, naar Skarn ophøjes iblandt Menneskens Børn.