Job 8
1 Respondens autem Baldad Suhites, dixit:
Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2 [Usquequo loqueris talia, et spiritus multiplex sermones oris tui?
"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
3 Numquid Deus supplantat judicium? aut Omnipotens subvertit quod justum est?
Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
4 Etiam si filii tui peccaverunt ei, et dimisit eos in manu iniquitatis suæ:
Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
5 tu tamen si diluculo consurrexeris ad Deum, et Omnipotentem fueris deprecatus;
så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
6 si mundus et rectus incesseris: statim evigilabit ad te, et pacatum reddet habitaculum justitiæ tuæ,
Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
7 in tantum ut si priora tua fuerint parva, et novissima tua multiplicentur nimis.
din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
8 Interroga enim generationem pristinam, et diligenter investiga patrum memoriam
Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
9 (hesterni quippe sumus, et ignoramus, quoniam sicut umbra dies nostri sunt super terram),
Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.
10 et ipsi docebunt te, loquentur tibi, et de corde suo proferent eloquia.
Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
11 Numquid vivere potest scirpus absque humore? aut crescere carectum sine aqua?
Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
12 Cum adhuc sit in flore, nec carpatur manu, ante omnes herbas arescit.
Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
13 Sic viæ omnium qui obliviscuntur Deum, et spes hypocritæ peribit.
Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:
14 Non ei placebit vecordia sua, et sicut tela aranearum fiducia ejus.
som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
15 Innitetur super domum suam, et non stabit; fulciet eam, et non consurget.
han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.
16 Humectus videtur antequam veniat sol, et in ortu suo germen ejus egredietur.
I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
17 Super acervum petrarum radices ejus densabuntur, et inter lapides commorabitur.
i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
18 Si absorbuerit eum de loco suo, negabit eum, et dicet: Non novi te.
men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"
19 Hæc est enim lætitia viæ ejus, ut rursum de terra alii germinentur.
Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
20 Deus non projiciet simplicem, nec porriget manum malignis,
Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.
21 donec impleatur risu os tuum, et labia tua jubilo.
End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
22 Qui oderunt te induentur confusione, et tabernaculum impiorum non subsistet.]
dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
