Job 7
1 [Militia est vita hominis super terram, et sicut dies mercenarii dies ejus.
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 Sicut servus desiderat umbram, et sicut mercenarius præstolatur finem operis sui,
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 sic et ego habui menses vacuos, et noctes laboriosas enumeravi mihi.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 Si dormiero, dicam: Quando consurgam? et rursum expectabo vesperam, et replebor doloribus usque ad tenebras.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 Induta est caro mea putredine, et sordibus pulveris cutis mea aruit et contracta est.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 Dies mei velocius transierunt quam a texente tela succiditur, et consumpti sunt absque ulla spe.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 Memento quia ventus est vita mea, et non revertetur oculus meus ut videat bona.
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 Nec aspiciet me visus hominis; oculi tui in me, et non subsistam.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
9 Sicut consumitur nubes, et pertransit, sic qui descenderit ad inferos, non ascendet. (Sheol h7585)
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 Nec revertetur ultra in domum suam, neque cognoscet eum amplius locus ejus.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Quapropter et ego non parcam ori meo: loquar in tribulatione spiritus mei; confabulabor cum amaritudine animæ meæ.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Numquid mare ego sum, aut cetus, quia circumdedisti me carcere?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Si dixero: Consolabitur me lectulus meus, et relevabor loquens mecum in strato meo:
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 terrebis me per somnia, et per visiones horrore concuties.
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 Quam ob rem elegit suspendium anima mea, et mortem ossa mea.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 Desperavi: nequaquam ultra jam vivam: parce mihi, nihil enim sunt dies mei.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 Quid est homo, quia magnificas eum? aut quid apponis erga eum cor tuum?
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 Visitas eum diluculo, et subito probas illum.
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 Usquequo non parcis mihi, nec dimittis me ut glutiam salivam meam?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 Peccavi; quid faciam tibi, o custos hominum? quare posuisti me contrarium tibi, et factus sum mihimetipsi gravis?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Cur non tollis peccatum meum, et quare non aufers iniquitatem meam? ecce nunc in pulvere dormiam, et si mane me quæsieris, non subsistam.]
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
