Job 21
1 Respondens autem Job, dixit:
Men Job svarede og sagde:
2 [Audite, quæso, sermones meos, et agite pœnitentiam.
hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
3 Sustinete me, et ego loquar: et post mea, si videbitur, verba, ridete.
Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
4 Numquid contra hominem disputatio mea est, ut merito non debeam contristari?
Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
5 Attendite me et obstupescite, et superponite digitum ori vestro.
Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
6 Et ego, quando recordatus fuero, pertimesco, et concutit carnem meam tremor.
Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
7 Quare ergo impii vivunt, sublevati sunt, confortatique divitiis?
Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
8 Semen eorum permanet coram eis: propinquorum turba et nepotum in conspectu eorum.
Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
9 Domus eorum securæ sunt et pacatæ, et non est virga Dei super illos.
Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
10 Bos eorum concepit, et non abortivit: vacca peperit, et non est privata fœtu suo.
Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
11 Egrediuntur quasi greges parvuli eorum, et infantes eorum exultant lusibus.
De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
12 Tenent tympanum et citharam, et gaudent ad sonitum organi.
De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.
De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige. (Sheol h7585)
14 Qui dixerunt Deo: Recede a nobis, et scientiam viarum tuarum nolumus.
Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
15 Quis est Omnipotens, ut serviamus ei? et quid nobis prodest si oraverimus illum?
Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
16 Verumtamen quia non sunt in manu eorum bona sua, consilium impiorum longe sit a me.
Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
17 Quoties lucerna impiorum extinguetur, et superveniet eis inundatio, et dolores dividet furoris sui?
Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
18 Erunt sicut paleæ ante faciem venti, et sicut favilla quam turbo dispergit.
Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?
19 Deus servabit filiis illius dolorem patris, et cum reddiderit, tunc sciet.
„Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.
20 Videbunt oculi ejus interfectionem suam, et de furore Omnipotentis bibet.
Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.
21 Quid enim ad eum pertinet de domo sua post se, et si numerus mensium ejus dimidietur?
Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?
22 Numquid Deus docebit quispiam scientiam, qui excelsos judicat?
Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?
23 Iste moritur robustus et sanus, dives et felix:
Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;
24 viscera ejus plena sunt adipe, et medullis ossa illius irrigantur:
hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.
25 alius vero moritur in amaritudine animæ absque ullis opibus:
Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.
26 et tamen simul in pulvere dormient, et vermes operient eos.
De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.
27 Certe novi cogitationes vestras, et sententias contra me iniquas.
Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;
28 Dicitis enim: Ubi est domus principis? et ubi tabernacula impiorum?
thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?
29 Interrogate quemlibet de viatoribus, et hæc eadem illum intelligere cognoscetis:
Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,
30 quia in diem perditionis servatur malus, et ad diem furoris ducetur.
at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?
31 Quis arguet coram eo viam ejus? et quæ fecit, quis reddet illi?
„Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?
32 Ipse ad sepulchra ducetur, et in congerie mortuorum vigilabit.
Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.
33 Dulcis fuit glareis Cocyti, et post se omnem hominem trahet, et ante se innumerabiles.
I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟
34 Quomodo igitur consolamini me frustra, cum responsio vestra repugnare ostensa sit veritati?]
Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.
