Job 24
1 “Efu ku God El tia oakiya sie pacl in nununku? Efu ku mwet ma oaru in oru lungse lal tiana liye Elan kai mwet koluk uh?
Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi faar de, som kender ham, ikke hans Dage at se?
2 “Mwet uh mokle masrol lalos in akyokye acn lalos uh; Ac pisre sheep uh in akyokye un sheep natulos sifacna.
De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de paa Græs.
3 Elos pisrala donkey nutin tulik mukaimtal uh, Ac sruokya ox nutin mutan katinmas uh, na soano elan molela soemoul lal.
faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
4 Elos ikol tuh mwet sukasrup in tia ku in eis suwohs lalos, Ac oru tuh mwet enenu in kaing ac wikla.
de trænger de fattige af Vejen. Landets arme maa alle skjule sig.
5 “Ouinge mwet sukasrup elos suk mwe mongo nalos yen mwesis Oana donkey inima uh; Wangin acn elos ku in konauk mongo nun tulik natulos we.
Som vilde Æsler i Ørkenen gaar de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
6 Elos enenu in kosrani ke ima su tia ma lalos, Ac sifani grape ke ima lun mwet koluk.
De høster paa Marken om Natten, i Rigmandens Vingaard sanker de efter.
7 Ke fong uh elos mihsrisr, mweyen wangin ma elos in kateya; Elos koflufol na motul.
Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Kulden.
8 Elos ac wohlak na ke af ma kahkla fineol uh me, Ac lokeni oan sisken eot uh in lusrungulosyak.
De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel paa Ly til Klippen.
9 “Mwet koluk elos tulakunla tulik mukul fusr ma misa papa tuma liki nina kia, tuh elos in mwet foko lalos, Ac eis tulik nutin sie mwet sukasrup in akfalye soemoul lal.
— Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. —
10 A mwet sukasrup elos ac illa ac wangin nuknuk in karingin manolos; Elos ac masrinsral na ke elos telani fokin wheat uh.
Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
11 Elos fuleya olive in orek oil, ac grape in orek wain, A elos ac malu na.
mellem Murene presser de Olie, de træder Persen og tørster.
12 Mwet kinet ac mwet apkuran in misa in siti uh elos wowoyak nu sin God, Tusruktu God El tiana porongo pre lalos.
De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
13 “Oasr kutu mwet koluk ma kwase kalem uh; Elos nikin kalmeya, ac tia ke fahsr nu yen kalem uh kololos nu we.
Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej paa hans Stier:
14 Ke tafun lotu uh, mwet akmas el illa In uniya mwet sukasrup uh, Ac ke fong uh, el som pisrapasr.
Før det lysner, staar Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;
15 Sie mwet kosro el ac soano in tari ekela; El ac afinya mutal, mwet uh in tia akilenul.
Horkarlens Øje lurer paa Skumring, han tænker: »Intet Øje kan se mig!« og skjuler sit Ansigt under en Maske.
16 Ke fong uh mwet pisrapasr elos ac sifacna utyak nu in lohm uh, A ke lenelik elos ac wikla ac tia lungse muta ke kalem uh.
I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.
17 Elos sangeng ke kalem lun len uh, A lohsr uh tiana aksangengyalos.”
For dem er Mørket Morgen, thi de er kendt med Mørkets Rædsler.
18 “Sie mwet koluk ac fah pokyukla ke sronot uh, Ac acn sel fah selngawiyuki sin God; El ac tia sifil som orekma ke ima in grape lal uh.
Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke paa Vejen til Vingaarden.
19 Oana ke snow uh ac wanginla ke pacl fol ac ke pacl wangin af uh, Ouinge sie mwet koluk ac fah wanginla liki facl sin mwet moul uh. (Sheol h7585)
Som Tørke og Hede tager Snevand, saa Dødsriget dem, der har syndet. (Sheol h7585)
20 Finne nina kial uh, ac tia pac esamul; Wet uh ac kangulla, ac el musalla oana soko sak ma ikori.
Han er glemt paa sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.
21 Ma inge sikyak nu sel mweyen el akkeokye katinmas, Ac tia kulang nu sin mutan su wangin tulik natu.
Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;
22 Ke ku lun God, El kunausla mwet funmwet; God El fin mukuila, mwet koluk sac ac misa.
dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han staar op og er ikke tryg paa sit Liv,
23 God El ku pac in oru tuh mwet sac in tia sun ongoiya, Tusruktu El ac taranna ma el oru pacl nukewa.
han styrtes uden Haab og Støtte, og paa hans Veje er idel Nød.
24 Mwet koluk se ku in sun wo ouiya ke kitin pacl, Na el ac uli oana soko mah wangin sripa, Oana sie sripin mahsrik ma pakpuki.
Hans Storhed er stakket, saa er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
25 Ya oasr mwet se ku in lafwekin mu tia ouinge? Oasr mwet ku in orek loh ac fahk mu kas luk inge tia pwaye?”
Og hvis ikke — hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?
