Job 14

1 “Kut nukewa isusla tuh munas ac tia ku in sifacna. Moul lasr nukewa fototo ac sessesla ke mwe ongoiya.

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

2 Kut kapak na sa na in uli oana ros uh; Ac kut wanginla oana lul uh.

han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

3 O God, ya kom ku in ngetma ac nunku ke kain mwet se nga uh, Ku eisyuyang nu in nununku?

Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

4 Wangin ma nasnas ku in tuku Liki sie ma su arulana fohkfok oana mwet uh.

Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

5 Lusen moul lal nuna oakwuki na meet — Aok, pisen malem ma el ac moul uh. Kom orala tari oakwuk lom, ac tia ku in ikilyukla.

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

6 Ngetla lukel ac nimet lusrongol. Lela elan engankin moul upa se inge, el fin ku.

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

7 “Oasr finsrak ke soko sak ma pakpuki tari — Mweyen ac ku in sifil srunak ac moul.

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

8 Okah uh finne matuoh, Ac srua uh misa infohk uh,

ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

9 Fin oasr kof pusralla na ac sifilpa kapak oana soko sak fusr.

lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

10 A mwet se fin misa, na fuka? Ke el misa uh, pa na ingan saflaiyal.

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

11 “Oana sie lulu su paola, Ac soko infacl su tila soror,

Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

12 Ouinge mwet uh ac misa, ac tia sifil moulyak. Nwe ke pacl se kusrao ac fah wanginla, elos fah tia ngutalik; Ku mukuila liki motul lalos.

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

13 “Nga ke kom in wikinyula in facl sin mwet misa; Lela in wikinyukla nga nwe ke na kasrkusrak lom uh wanginla, Ac kom oakiya sie pacl an in esamyu. (Sheol h7585)

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)

14 Ku mwet se fin misa, ya el ku in sifil moulyak? Tusruktu, nga ac soano in oasr pacl wo se, Ke pacl koluk se inge ac wanginla.

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

15 Na kom fah pang ac nga ac topuk kom, Ac kom fah insewowo keik, su ma orekla lun poum.

du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

16 Na kom fah karingin fahluk nukewa luk, A kom fah tia oakla ma koluk luk.

Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

17 Kom ac fah nunak munas kac, ac mulkunla ma inge; Kom ac fah eela ma sufal nukewa ma nga orala.

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

18 “Sie pacl eol uh ac mokukla, Ac fulu uh ac mokleyukla.

Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

19 Kof uh ac fah kangla eot uh, Ac af upa ac fah pahtkakunla fohkon acn uh; Ouinge kom fah kunausla finsrak lun mwet uh ke moul lalos.

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

20 Kom kunausla ku lun sie mwet ac lusulla ma pahtpat; Ac mutal irelik in misa lal.

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

21 Wen natul uh ac fah sunakinyuk, a el ac tia ku in etu, Ke ac akmwekinyeyukla tulik natul, ac tia pac akkalemyeyuk nu sel.

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

22 El ac pula na ngal lun manol, Ac asor lun nunak lal mukena.”

ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.